18.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 313/10


INDKALDELSE AF FORSLAG — GD EAC Nr. 88/04

Støtte til grænseoverskridende distribution af europæiske film og audiovisuelle videoproduktioner (VHS og DVD)

(2004/C 313/08)

1.   Formål og beskrivelse

Denne indkaldelse af forslag er baseret på Rådets afgørelse 2000/821/EF om iværksættelse af et program til fremme af udvikling, distribution og markedsføring af europæiske audiovisuelle produktioner (Media Plus — Udvikling, distribution og markedsføring 2001-2006), der blev vedtaget af Rådet den 20. december 2000 og offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 17. januar 2001 (EFT L 13, side 34-43). Forslaget om at forlænge Media-programmet til 31. december 2006 blev godkendt af Ministerrådet den 26. april 2004.

Programmet har til formål at styrke sektoren for distribution af europæiske videoproduktioner til privat brug ved at tilskynde forlag til at investere i digital teknologi og markedsføring af europæiske produktioner uden for produktionslandet.

2.   Krav til ansøgerne

Denne meddelelse henvender sig til forlag, som udgiver europæiske videoer og dvd'er, og hvis virksomhed bidrager til opfyldelsen af ovennævnte mål, navnlig forlag, som udgiver videoproduktioner til privat brug.

Ansøgerne skal være etableret i ét af følgende lande:

de 25 EU-lande

EFTA- og EØS-landene Island, Liechtenstein og Norge

kandidatlandet Bulgarien.

3.   Budget og projekternes varighed

Det potentielle støttebeløb, der er til rådighed for hvert forlag, fastsættes på grundlag af forlagets markedsandel i referenceåret (2003). Det støttebeløb, der tildeles en virksomhed, kan under ingen omstændigheder overstige 150 000 EUR.

Kommissionens finansielle støtte pr. projekt vil udgøre mindst 1 000 EUR, men kan aldrig overstige 50 % af de samlede støtteberettigede omkostninger til det foreslåede reinvesteringsprojekt.

Projekternes maksimale varighed er seks måneder.

4.   Ansøgningsfrist

Ansøgninger skal indsendes til Kommissionen senest den 25. februar 2005.

5.   Supplerende oplysninger

Den fulde tekst til indkaldelsen af forslag og ansøgningsskemaerne kan findes på: http://europa.eu.int/comm/avpolicy/media/distr_en.html

Ansøgningerne skal overholde samtlige bestemmelser i retningslinjerne og indsendes ved hjælp af de dertil beregnede skemaer.