4.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 300/35


Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 5. oktober 2004 af Hof van Justitie i sagen Léopold Henri VAN ESBROECK mod Openbaar Ministerie

(Sag C-436/04)

(2004/C 300/68)

Ved kendelse afsagt den 5. oktober 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 13. oktober 2004, har Hof van Justitie (Belgien) i sagen Léopold Henri VAN ESBROECK mod Openbaar Ministerie forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1.

Skal artikel 54 i konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen fortolkes således, at en belgisk ret skal anvende denne bestemmelse på en person, der efter den 25. marts 2001 er blevet strafforfulgt ved en kriminalret i Belgien for de samme gerninger, som vedkommende er blevet dømt for ved en dom afsagt den 2. oktober 2000 af en norsk kriminalret, hvor den idømte straf eller de trufne forholdsregler allerede er fuldbyrdet, når artikel 2, stk. 1, i aftalen af 18. maj 1999 indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering ved gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne bestemmer, at bl.a. artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen først skal gennemføres og anvendes af Norge med virkning fra den 25. marts 2001?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

2.

Skal artikel 54, sammenholdt med artikel 71, i konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen fortolkes således, at strafbare handlinger med henblik på udførsel og indførsel, som vedrører de samme narkotika og psykotrope stoffer af enhver art, herunder også cannabis, og som strafforfølges som udførsel og indførsel i de forskellige stater, der har undertegnet konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, eller hvori Schengen-reglerne er gennemført og anvendes, anses for »de samme strafbare handlinger« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i nævnte artikel 54?