Sag anlagt den 8. oktober 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Belgien

(Sag C-433/04)

(2004/C 300/65)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 8. oktober 2004 anlagt sag mod Kongeriget Belgien af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved D. Triantafylluo, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Den belgiske lovgivning inden for byggesektoren, som pålægger kommittenter og entreprenører under bødeansvar at tilbageholde 15 % af det fakturerede beløb i forbindelse med enhver betaling til deres medkontrahenter, der ikke er registrerede i Belgien, og at indbetale dette beløb til de belgiske myndigheder, for at garantere betalingen eller inddrivelsen af disse medkontrahenters eventuelle skattegæld, udgør en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i artikel 49 EF og artikel 50 EF. På samme måde er kommittenternes og entreprenørernes solidariske hæftelse for deres ikke-registrerede medkontrahenters skattegæld, der udgør op til 35 % af den samlede pris for byggearbejdet eksklusive moms, i strid med artikel 49 EF og artikel 50 EF.

Disse bestemmelser kan afholde entreprenører og kommittenter fra at indgå aftale med medkontrahenter, der ikke er registrerede i Belgien. Den automatiske anvendelse af solidarisk hæftelse for kommittenter og entreprenører for deres medkontrahenters skattegæld er ikke i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og indebærer et ubegrundet indgreb i ejendomsretten og retten til kontradiktion for disse kommittenter og entreprenører. Den solidariske hæftelse anvendes nemlig automatisk uden at myndighederne skal godtgøre, at der er tale om fejl eller medvirken fra kommittentens eller entreprenørens side. Hæftelsen kan ligeledes udstrækkes til at omfatte skattegæld vedrørende arbejder udført af medkontrahenten for andre personer. Pligten til at tilbageholde en bestemt procentdel er for sin del sanktioneret med en bøde, der er dobbelt så stor som det beløb, der skal tilbageholdes.

Disse bestemmelser udgør ligeledes en faktisk hindring for medkontrahenter, der ikke er registrerede, og som ønsker at tilbyde deres tjenester i Belgien. De skal i praksis acceptere at modtage det fakturerede beløb minus 15 %, selv om de ikke har nogen skattegæld, som denne tilbageholdelse har forbindelse til, hvorimod de først kan få dette beløb udbetalt efter en vis periode ved at fremsætte krav om tilbagebetaling.

Disse foranstaltninger kan ikke anses for at være objektivt begrundede. Først og fremmest er en tjenesteyder, der har hjemsted i en anden medlemsstat, i de fleste tilfælde ikke skattepligtig i medfør af disse bestemmelser. Endvidere må den ordning, der er indført med disse bestemmelser, i de særlige tilfælde, hvor der skal betales eller opkræves skat i Belgien, på grund af sin generelle karakter anses for at være uforholdsmæssig.

Endelig begrunder den omstændighed, at registrering er mulig, ikke pligten til tilbageholdelse og solidarisk hæftelse. De skridt, som registreringsproceduren involverer, går langt videre end en simpel meddelelse af oplysninger til de belgiske myndigheder, hvilket indebærer, at denne form for registrering ikke udgør et holdbart alternativ for virksomheder, der ikke har hjemsted i Belgien, og som ønsker at udøve deres ret til lejlighedsvis at tilbyde deres tjenesteydelser i Belgien. Kravet om registrering berøver traktatens bestemmelser om sikring af den frie udveksling af tjenesteydelser enhver effektiv virkning.