6.11.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 273/14

1)

Skal udtrykket »økonomisk virksomhed« i sjette direktivs artikel 4, stk. 1 og 2 (1), i lyset af omstændighederne i den godkendte sagsfremstilling (udelades) fortolkes således, at det omfatter tilladelser, som udstedes af en minister i forbindelse med en auktion over brugsrettigheder til teleudstyr i bestemte dele af det elektromagnetiske spektrum (herefter »virksomhed«), og hvilke hensyn er i den forbindelse relevante?

2)

Hvilke hensyn er i lyset af omstændighederne i den godkendte sagsfremstilling relevante for spørgsmålet om, hvorvidt ministeren i forbindelse med den pågældende virksomhed handlede i sin egenskab af »offentlig myndighed« i henhold til sjette direktivs artikel 4, stk. 5?

3)

Kan den pågældende virksomhed i lyset af omstændighederne i den godkendte sagsfremstilling i) bestå af både en økonomisk virksomhed og en ikke-økonomisk virksomhed og/eller ii) udøves af et offentligretligt organ, som kun i et vist omfang handler i sin egenskab af offentlig myndighed, med det resultat, at denne virksomhed består af både en del, der er momspligtig i henhold til sjette momsdirektiv, og en momsfritaget del?

4)

Hvor sandsynlig skal en »konkurrencefordrejning af en vis betydning« i henhold til sjette direktivs artikel 4, stk. 5, andet afsnit, være, og hvor tæt skal den tidsmæssigt ligge på udøvelsen af en virksomhed som den her omhandlede, for at den person, der udøver virksomheden, ifølge dette afsnit betragtes som en afgiftspligtig person for så vidt angår virksomheden? Hvilken rolle — om nogen — spiller princippet om afgiftsneutralitet for dette spørgsmål?

5)

Omfatter udtrykket »telekommunikation« i bilag D til sjette direktiv (som der henvises til i sjette direktivs artikel 4, stk. 5, tredje afsnit) i lyset af omstændighederne i den godkendte sagsfremstilling tilladelser, som en minister udsteder i forbindelse med en auktion over brugsrettigheder til teleudstyr i bestemte dele af det elektromagnetiske spektrum?

6)

Såfremt i) en medlemsstat vælger at gennemføre sjette direktivs artikel 4, stk. 1, og artikel 4, stk. 5, ved regler, som giver et regeringsorgan (i dette tilfælde Det Forenede Kongeriges finansministerium) lovmæssig kompetence til at udstikke retningslinjer for, hvilke leverancer af goder eller tjenesteydelser foretaget af regeringsorganer der skal betragtes som afgiftspligtige leverancer, og ii) dette regeringsorgan udstikker eller søger at udstikke retningslinjer, hvoraf det fremgår, at visse leverancer er afgiftspligtige, i henhold til denne lovmæssige kompetence: Er princippet i dom af 13.11.1990 i sag C-106/89, Marleasing, Sml. I, s. 4135, præmis 8, relevant for fortolkningen af den nationale lovgivning og af disse retningslinjer (og i givet fald hvordan)?