23.10.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/46


Sag anlagt den 2. august 2004 af Wam SpA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-316/04)

(2004/C 262/88)

Processprog: italiensk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 2. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Wam SpA ved avvocato Ernesto Giuliani.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers beslutning nr. K(2004) 1812 endelig udg. af 19. maj 2004 om statsstøtte ydet af Italien til Wam SpA i perioden 1995 til 2000 annulleres, for så vidt som Wam SpA anser og erklærer støtten for forenelig med fællesmarkedet.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Som følge af en klage indgivet af selskabet Morton Machine Company Limited, besluttede Kommissionen at indlede undersøgelsesproceduren i artikel 88, stk. 2, EF vedrørende to lån med nedsat rente, som Italien havde ydet Wam SpA mellem 1995 og 2000. I den anfægtede beslutning har Kommissionen anset disse foranstaltninger for statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, idet foranstaltningerne er i strid med artikel 87 EF.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort følgende anbringender gældende:

Kommissionen har tilsidesat de generelle principper om upartiskhed, selvstændighed, uafhængighed, rimelighed og billighed ved udførelsen af sin funktion ved ikke at behandle klagen fra Morton Machine Limited objektivt og ved uden begrundelse at afvise Wam SpA's forslag om at godtgøre forskellen mellem den markedsrente, Wam SpA anvendte på tidspunktet, hvor hvert lån blev ydet Wam SpA, og den rente, der anvendtes for de to omhandlede lån med nedsat rente.

Kommissionen har tilsidesat EF-traktatens artikel 87 eller anvendt bestemmelsen urigtigt, ved at erklære støtten ydet til Wam SpA for uforenelig med fællesmarkedet, for så vidt som den kan fordreje konkurrencen mellem medlemsstaterne, når der ikke findes et konkurrenceforhold mellem Wam SpA og Morton Machine Limited, idet Wam SpA ikke producerer eller handler med industrielle blandingsmaskiner, og Wam SpA Engineering Limited var ikke et datterselskab af Wam SpA, men et uafhængigt selskab med hovedsæde i England og underlagt engelsk ret.

Kommissionen har tilsidesat EF-traktatens artikel 88, stk. 2, ved at have erklæret statsstøtten til Wam SpA, som er ydet i henhold til en italiensk lov, nemlig lov nr. 394 af 29. juli 1981, for ulovlig, selv om Kommissionen selv har erklæret loven forenelig med fællesskabsretten. Under alle omstændigheder har Kommissionen tilsidesat det fællesskabsretlige retssikkerhedsprincip, for så vidt som den ikke har vedtaget nogen bestemmelser om støtte til økonomisk indtrængen i lande uden for EU.

Kommissionen har tilsidesat EF-traktatens artikel 87 og 88 eller anvendt bestemmelserne urigtigt ved at fastslå, at retsgrundlaget for den tildelte støtte ikke er blevet meddelt, og ved at erklære støtten uforenelig med fællesmarkedet på grund af denne udeladelse og ikke ved at foretage en juridisk realitetsvurdering.

Kommissionen har tilsidesat EF-traktatens artikel 87 og artikel 2, litra b), i forordning (EF) nr. 69/2001 ved at erklære, at der er tale om eksportstøtte, der som sådan er undtaget fra »de minimis«-reglen, selv om støtten ikke er forbundet med nogen eksporteret mængde af produkter, men blot med forsøg på at trænge ind på markeder uden for EU.

Sagsøgeren har endvidere anført, at der foreligger forskellige former for tilsidesættelse af kravet om begrundelse af retsakter og en tilsidesættelse af retsprincippet, princippet om rimelighed og om god forvaltning.