Appel iværksat den 14. juli 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber til prøvelse af dom afsagt den 29. april 2004 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i de forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01–T-246/01, T-251/01 og T-252/01, Tokai m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag C-301/04 P)

(2004/C 262/25)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 14. juli 2004 iværksat appel af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Walter Mölls, Wouter Wils og Heike Gading, og med valgt adresse i Luxembourg, til prøvelse af dom afsagt den 29. april 2004 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i de forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01–T-246/01, T-251/01 og T-252/01, Tokai m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Retten i Første Instans' dom af 29. april 2004 vedrører Kommissionens beslutning nr. 2002/271/EF om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/E-1/36.490 — Grafitelektroder, EFT 2002 L 100, s. 1, herefter »beslutningen«).

I dommen fastslog Retten, at de syv sagsøgere, som havde deltaget i grafikelektrodekartellet mellem 1992 og 1998 og til hvem beslutningen var rettet, havde tilsidesat EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53. Retten fastslog endvidere overtrædelsens omfang. Den nedsatte dog de pålagte bøder i forskelligt omfang.

Appellen vedrører den nedsættelse, som er indrømmet virksomheden SGL med den i dommens præmis 401-412 anførte begrundelse (sag T-239/01, domskonklusionens punkt 2). Den vedrører navnlig Rettens konklusioner vedrørende rækkevidden af virksomhedernes ret til ikke at inkriminere sig selv, som også indirekte har betydning for omfanget af Kommissionens undersøgelsesbeføjelser.

Retten har i dommens præmis 407-409 og 412 fastslået, at SGL's svar på den begæring om oplysninger, som var blevet rettet til virksomheden i medfør af artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 17, medførte, at SGL – i modsætning til det af Kommissionen i beslutningen anførte – var berettiget til en bødenedsættelse i medfør af meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 1996 C 207, s. 4, herefter »samarbejdsmeddelelsen«). Retten forkastede desuden Kommissionens argument om, at en eventuel nedsættelse som følge af SGL's svar under alle omstændigheder måtte være mindre, end hvis disse oplysninger var blevet afgivet på virksomhedens eget initiativ (dommens præmis 410).

Efter Kommissionens opfattelse er de nævnte præmisser i dommen behæftede med retlige fejl, og dommen er således i strid med artikel 15 og 11 i forordning nr. 17, sammenholdt med samarbejdsmeddelelsen.

Spørgsmålet, om bestemte svar på Kommissionens begæring om oplysninger i princippet giver grundlag for en nedsættelse

I henhold til fast retspraksis anses svar på begæringer om oplysninger i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 17 (nu: artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1/2003) i princippet ikke nødvendigvis for samarbejde, som berettiger til en nedsættelse. Hvis virksomheden ikke efterkommer en sådan begæring, kan Kommissionen nemlig i henhold til artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 17 (artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003) ved en beslutning tvinge den til at fremsende de ønskede oplysninger. Visse svar kan dog give grundlag for en nedsættelse under hensyn til samarbejde under undersøgelsen, nemlig når de stillede spørgsmål ikke kunne have været medtaget i en beslutning i henhold til artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 17, eftersom de udgør et ulovligt indgreb i virksomhedernes ret til forsvar.

Kriterierne for, hvilke spørgsmål der i denne henseende er lovlige og ulovlige, blev fastlagt i Domstolens dom i Orkem-sagen (sag 374/87, Sml. 1989, s. 3283). I henhold til denne dom kan Kommissionen uden begrænsninger kræve alt det materiale vedrørende undersøgelsens genstand, som virksomhederne måtte råde over, udleveret. Den kan desuden kræve »oplysninger om de omstændigheder, som virksomheden kan tænkes at være bekendt med« (Orkem-dommens præmis 34). Følgelig »må Kommissionen ikke pålægge en virksomhed pligt til at besvare spørgsmål, såfremt virksomheden derved tvinges til at afgive tilståelse om at have begået retsstridige handlinger, som det påhviler Kommissionen at føre bevis for« (Orkem-dommens præmis 35).

Denne sondring har Retten set bort fra i den appellerede doms præmis 408. Præmis 408 vedrører udelukkende fremsendelse af materiale, som SGL rådede over, og som kunne forlanges udleveret uden at tilsidesætte virksomhedens ret til forsvar.

Det samme gælder for den anden begæring om oplysninger, som behandles i dommens præmis 412. Da Kommissionen var bekendt med, at SGL havde advaret en anden virksomhed om en planlagt kontrolundersøgelse, spurgte den bl.a. SGL, hvilke andre virksomheder den havde givet disse oplysninger. SGL navngav en anden virksomhed, men fortiede også at have advaret en tredje virksomhed, hvilket Kommissionen senere fik kendskab til. Med dette spørgsmål anmodede Kommissionen »om [faktiske] omstændigheder«, men tvang ikke virksomheden til »at afgive tilståelse om at have begået retsstridige handlinger«. For at kunne anse de oplysninger, SGL afgav i sit svar, for skærpende omstændigheder, som Retten lægger vægt på, måtte Kommissionen først bevise, at der forelå en tilsidesættelse.

Størrelsen af nedsættelsen i tilfælde af bidrag forud for en begæring om oplysninger

Såfremt en del af SGL's samarbejde skal betragtes som svar på et spørgsmål, som ikke kunne stilles i en forpligtende begæring om oplysninger, dvs. en begæring om oplysninger i form af en beslutning, har Retten i dommens præmis 410 ladet den omstændighed ude af betragtning, at der kun skal ske nedsættelse af bøden i det omfang, hvor oplysningerne har været af værdi for Kommissionens undersøgelse. Værdien heraf er forholdsmæssigt større, når der er tale om et spontant bidrag, som — fordi det ydes tidligt i forløbet — på forhånd sparer Kommissionen for at foretage visse undersøgelsesforanstaltninger, som f.eks. udarbejdelse af en (eventuelt uforpligtende) begæring om oplysninger.

(1)  Endnu ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.