25.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/3


Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved dom afsagt den 22. juli 2004 af College van Beroep voor het bedrijfsleven i sagen Stichting Zuid-Hollandse Milieufederatie mod College voor de toelating van bestrijdingsmiddelen (Ctb)

(Sag C-316/04)

(2004/C 239/06)

Ved dom afsagt den 22. juli 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 26. juli 2004, har College van Beroep voor het bedrijfsleven i sagen Stichting Zuid-Hollandse Milieufederatie mod College voor de toelating van bestrijdingsmiddelen (Ctb) forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1a)

Kan artikel 8 (1) i direktivet om plantebeskyttelsesmidler anvendes af de nationale retter, efter at den i dette direktivs artikel 23 nævnte frist er udløbet?

1b)

Kan biociddirektivets artikel 16 (2) anvendes af de nationale retter, efter at den i dette direktivs artikel 34 nævnte frist er udløbet?

2)

Skal biociddirektivets artikel 16 fortolkes således, at denne bestemmelse har samme betydning som artikel 8, stk. 2, i direktivet om plantebeskyttelsesmidler?

3)

Skal biociddirektivets artikel 16, stk. 1, fortolkes som en standstill-forpligtelse?

Såfremt dette spørgsmål besvares benægtende:

Sætter biociddirektivets artikel 16, stk. 1, begrænsninger for ændringer i de nationale bestemmelser om markedsføring af biocidholdige produkter, og i bekræftende fald hvilke begrænsninger?

4)

Såfremt spørgsmål 2 besvares benægtende:

a)

Skal artikel 8, stk. 2, i direktivet om plantebeskyttelsesmidler fortolkes således, at såfremt en medlemsstat tillader, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder aktive stoffer, som ikke er opført i dette direktivs bilag I, og som allerede var på markedet to år efter meddelelsen af direktivet, markedsføres på dens område, skal bestemmelsen i artikel 4 i direktivet om plantebeskyttelsesmidler derved overholdes?

b)

Skal artikel 8, stk. 2, i direktivet om plantebeskyttelsesmidler endvidere fortolkes således, at såfremt en medlemsstat tillader, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder aktive stoffer, som ikke er opført i dette direktivs bilag I, og som allerede var på markedet to år efter meddelelsen af direktivet, markedsføres på dens område, skal artikel 8, stk. 3, i direktivet om plantebeskyttelsesmidler derved overholdes?

5)

Skal artikel 8, stk. 3, i direktivet om plantebeskyttelsesmidler fortolkes således, at der ved en fornyet overvejelse også forstås en prøve, hvorved der tages hensyn til det pågældende aktive stofs virkninger på menneskers og dyrs sundhed og på miljøet, og på grundlag af hvilken dette aktive stof udpeges, idet denne udpegning har til følge, at plantebeskyttelsesmidler, som indeholder dette aktive stof, uden videre godkendes eller registreres umiddelbart i henhold til lovgivningen?

6)

Skal artikel 8, stk. 3, i direktivet om plantebeskyttelsesmidler fortolkes således, at den kun indeholder bestemmelser om afgivelse af oplysninger før en fornyet overvejelse, eller skal bestemmelsen forstås således, at de deri nævnte betingelser også er af betydning for den måde, hvorpå en fornyet overvejelse skal organiseres og gennemføres?


(1)  EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1.

(2)  EFT L 123 af 24.4.1998, s. 1.