7.8.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 201/19


Sag anlagt den 19. maj 2004 af DJ (*1)mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-187/04)

(2004/C 201/41)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 19. maj 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af DJ (*1), ved avocat Carlos Mourato, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Den af den ansvarlige for den appellerede bedømmelse trufne afgørelse vedrørende sagsøgerens karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. juli 2001 til den 31. december 2002 annulleres.

Ansættelsesmyndighedens stiltiende afvisning af 20. februar 2004 af sagsøgerens klage annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger samt de nødvendige udgifter, der er afholdt med henblik på sagens behandling, og bl.a. udgifter til valgt adresse, transport og ophold, samt honorarer og udgifter til advokat.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet først påberåbt sig en række tilsidesættelser af reglerne for bedømmelsesproceduren og af gennemførelsesbestemmelserne til vedtægtens artikel 43, nemlig:

at en anden tjenestemand burde have været bedømmer, da det var denne tjenestemand, som var sagsøgerens overordnede, og ikke den bedømmer, som figurerer i den anfægtede rapport

at sagsøgerens tidligere overordnede ikke blev hørt

at den anden samtale samt udtalelsen fra den ansvarlige for den appellerede bedømmelse fandt sted for sent

at udpegelsen af formanden for Det Paritetiske Bedømmelsesudvalg angiveligt var ulovlig.

Sagsøgeren har ligeledes påberåbt sig, at princippet om de interne revisorers uafhængighed er tilsidesat derved, at et af medlemmerne af Det Paritetiske Bedømmelsesudvalg tilhørte et generaldirektorat, som var blevet revideret af sagsøgeren, og at den ansvarlige for sagsøgerens appellerede bedømmelse var Kommissionens generalsekretær, som selv kunne være genstand for en revision. Sagsøgeren har anført, at det henset hertil er viceformanden med ansvar for reformen af Kommissionen, som burde have været ansvarlig for sagsøgerens appellerede bedømmelse. Sagsøgeren har endelig påberåbt sig, at begrundelsespligten og ligebehandlingsprincippet er tilsidesat, samt at bedømmeren har foretaget et åbenbart urigtigt skøn.


(*1)  Information er fjernet eller erstattet inden for rammerne af beskyttelse af personoplysninger og/eller fortrolighed.