30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 118/11


DOMSTOLENS DOM

(Femte Afdeling)

af 29. april 2004

i sag C-308/01, GIL Insurance Ltd. m.fl. mod Commissioners of Customs & Excise (anmodning om præjudiciel afgørelse fra VAT and Duties Tribunal, London) (1)

(Sjette momsdirektiv - afgift på forsikringspræmier - forhøjet afgiftssats for visse forsikringsaftaler - forsikring i tilknytning til udlejning eller salg af husholdningsapparater - statsstøtte)

(2004/C 118/20)

Processprog: engelsk

I sag C-308/01, angående en anmodning, som VAT and Duties Tribunal, London (Det Forenede Kongerige) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, GIL Insurance Ltd, UK Consumer Electronics Ltd, Consumer Electronics Insurance Co. Ltd, Direct Vision Rentals Ltd, Homecare Insurance Ltd, Pinnacle Insurance plc, mod Commissioners of Customs & Excise, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af dels af Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1), dels af artikel 87 EF og 88 EF, har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af dommerne C.W.A. Timmermans, som fungerende formand for Femte Afdeling, A. Rosas (refererende dommer) og S. von Bahr, generaladvokat: L.A. Geelhoed, justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Múgica Arzamendi, den 29. april 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

En afgift på forsikringspræmier som den, hovedsagen angår, er forenelig med artikel 33 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag.

2)

Artikel 13, punkt B, litra a), i sjette direktiv 77/388, hvorefter forsikringstransaktioner er fritaget for merværdiafgift, er ikke til hinder for — for så vidt angår en afgift på forsikringspræmier som den, hovedsagen angår — at der indføres en særlig afgiftssats, som svarer til den almindelige merværdiafgiftssats, når afgiften er forenelig med artikel 33 i sjette direktiv 77/388, således at proceduren i henhold til samme direktivs artikel 27, hvorefter enhver medlemsstat, der ønsker at indføre særlige foranstaltninger, der fraviger direktivet, skal anmode om Rådet for Den Europæiske Unions forudgående godkendelse, ikke skal følges, før en sådan afgiftssats indføres.


(1)  EFT C 303 af 27.10.2001.