30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/34


Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 4. februar 2004 af Oberlandesgericht Oldenburg i sagen Industrias Nucleares do Brasil S.A. og Siemens AG mod Texas Utilities Electric Corporation.

(Sag C-124/04)

(2004/C 106/58)

Ved kendelse afsagt den 4. februar 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 8. marts 2004, har Oberlandesgericht Oldenburg i sagen Industrias Nucleares do Brasil S.A. og Siemens AG mod Texas Utilities Electric Corporation forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1)

Omfatter begreberne behandling, forarbejdning eller formning i Euratom-traktatens artikel 75, stk. 1, også berigning af uran?

2)

Udøver et foretagende, der har hjemsted uden for Euratom-traktatens område, sin virksomhed helt eller delvist inden for Euratom-Fællesskabets territorium i henhold til Euratom-traktatens artikel 196, litra b), såfremt det med en virksomhed, der har hjemsted inden for Euratom-Fællesskabets territorium, opretholder en forretningsforbindelse, hvis genstand er:

a)

levering af råstoffer til fremstilling af beriget uran og forsyning af den virksomhed, der har hjemsted inden for Euratom-Fællesskabets område, med beriget uran,

b)

oplagring af uranen hos en anden virksomhed, der har hjemsted inden for Euratom-Fællesskabets område?

3.

a)

Forudsætter Euratom-traktatens artikel 75, stk. 1, litra c), at der – bortset fra de ved bearbejdningen opståede fysiske ændringer – er stoflig identitet mellem det materiale, der leveres til behandling, forarbejdning eller formning, og det materiale, der efterfølgende tilbageleveres?

b)

eller er det tilstrækkeligt, at det bearbejdede materiale svarer til det leverede materiale hvad angår kvalitet og mængde?

c)

Er anvendelse af Euratom-traktatens artikel 75, stk. 1, litra c), udelukket, når det tilbageleverede materiale ikke kan henføres til noget af det materiale, som adressaten har leveret?

d)

Er anvendelse af Euratom-traktatens artikel 75, stk. 1, litra c), udelukket, når den forarbejdende virksomhed ved leveringen af råstoffet erhverver ejendomsret herover, og det berigede uran derfor må genoverdrages til den anden kontraherende part efter forarbejdningen?

4.

a)

Er anvendelse af Euratom-traktatens artikel 75 udelukket, når de berørte personer eller virksomheder ikke opfylder deres meddelelsespligt over for Euratoms Forsyningsagentur i henhold til Euratom-traktatens artikel 75, stk. 2?

b)

Kan en tilsidesættelse af meddelelsespligten over for Euratoms Forsyningsagentur efter Euratom-traktatens artikel 75, stk. 2, afhjælpes ved, at de berørte personer eller virksomheder opfylder deres meddelelsespligt senere, eller ved, at agenturet efterfølgende underrettes på anden vis?

5.

a)

Bliver en aftale eller konvention i den forstand, hvori disse udtryk er anvendt i Euratom-traktatens artikel 73, ugyldig, når de kontraherende parter ikke indhenter et forudgående samtykke fra Kommissionen som påkrævet i medfør af nævnte bestemmelse?

b)

Kan en ugyldig handel i givet fald afhjælpes ved, at de berørte personer eller virksomheder efterfølgende indhenter et sådant samtykke eller ved, at Euratom-Fællesskabets institutioner forbliver passive, efter at de er blevet underrettet på anden vis?

6.

a)

Er det forbudt at råde over materialer i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Euratom-traktatens artikel 57, stk. 1, når den berørte producent ikke opfylder sin pligt til i medfør af Euratom-traktatens artikel 57, stk. 2, andet punktum, at tilbyde Euratoms Forsyningsagentur de pågældende materialer?

b)

Kan en tilsidesættelse af tilbudspligten over for Euratoms Forsyningsagentur efter Euratom-traktatens artikel 57, stk. 2, andet punktum, afhjælpes ved, at producenten opfylder sin tilbudspligt senere eller ved, at agenturet efterfølgende underrettes på anden vis og ikke benytter sig af sin optionsret?

7)

Omfatter begrebet fremstilling i Euratom-traktatens artikel 86 også berigning af uran?

8)

Er råuran eller lavt beriget uran udgangsmaterialer i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Euratom-traktatens artikel 197, nr. 1 in fine?

9.

a)

Kan der i materiale, som i medfør af Euratom-traktatens artikel 86, stk. 1, er blevet Euratom-Fællesskabets ejendom, stiftes en privatrelig overdragelig ejendomsret i BGB § 903's forstand?

b)

Føjer retssubjektets resterende ubegrænsede brugs og forbrugsret efter Euratom-traktatens artikel 87 sig til den tinglige ret i medfør af Forbundsrepublikken Tysklands Bürgerliches Gesetzbuch som en selvstændig tinglig ret, der er identisk med eller ligner en ejendomsret?

10)

Udøver et foretagende en del af sin virksomhed på Euratom-Fællesskabets territorium i henhold til Euratom-traktatens artikel 196, litra b), når det afhænder eller erhverver beriget uran, som er oplagret på dette territorium?

11)

Skal Euratom-traktatens artikel 73 finde tilsvarende anvendelse på aftaler, hvis genstand er beriget uran, som er oplagret på Euratom-Fællesskabets territorium, og hvis parter udelukkende er statsborgere i et tredjeland?