30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/24


Sag anlagt den 27. februar 2004 af Kongeriget Sverige mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag C-102/04)

(2004/C 106/43)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 27. februar 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Kongeriget Sverige ved A. Kruse, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Sverige.

Kongeriget Sverige har nedlagt følgende påstande:

Kommissionens direktiv 2003/112/EF af 1. december 2003 (1) om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF (2) for at optage paraquat som aktivt stof annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Den 1. december 2003 vedtog Kommissionen direktiv 2003/112/EF. I kraft af dette direktiv blev paraquat optaget som aktivt stof i bilag I til Rådets direktiv 91/414 af 5. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler.

Med vedtagelsen af direktivet har Kommissionen tilsidesat artikel 6 EF og artikel 174 EF, artikel 5 i Rådets direktiv 91/414/EF og artikel 7, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3600/92 af 11. december 1992 om de nærmere bestemmelser for iværksættelse af første fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler.

Med vedtagelsen af direktivet har Kommissionen klart overskredet grænsen for sit skøn, da den har undladt at anvende forsigtighedsprincippet, sammenholdt med risikovurderingen og risikostyringen af paraquat i relation til såvel menneskers som dyrs sundhed. Tilsidesættelsen af forsigtighedsprincippet har igen ført til, at det høje beskyttelsesniveau, der er foreskrevet i EF-traktaten og direktiv 91/414/EØF, ikke har kunnet nås. Med tilsidesættelsen af princippet om et højt beskyttelsesniveau kan Kommissionen heller ikke antages at have taget hensyn til miljøbeskyttelseskravene og det i EF-traktaten foreskrevne integrationsprincip. Kommissionen har således tilsidesat artikel 6 EF og artikel 174, stk. 2, EF samt artikel 5 i direktiv 91/414/EØF.

Kommissionen har endvidere håndteret sagen fejlagtigt, idet den ikke har taget hensyn til tilgængelige offentlige oplysninger om paraquat og risiciene ved dette stof. Herved har Kommissionen tilsidesat artikel 174, stk. 3, EF og artikel 5, stk. 1, i direktiv 91/414/EØF samt artikel 7, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3600/92.


(1)  EUT L 321 af 6.12.2003, s. 32.

(2)  EFT L 230 af 19.8.1991, s. 19.