17.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 94/27


Sag anlagt den 23. februar 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Østrig.

(Sag C-90/04)

(2004/C 94/58)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 23. februar 2004 anlagt sag mod Republikken Østrig af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Josef Christian Schieferer og Gregorio Valero Jordana, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

1.

Det fastslås, at Republikken Østrig har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 1999/32/EF af 26. april 1999 om begrænsning af svovlindholdet i visse flydende brændstoffer og om ændring af direktiv 93/12/EØF (1), idet den hidtil har undladt at sende den rapport, der i henhold til direktivets artikel 7, stk. 1, skulle udarbejdes inden den 30. juni 2002, til Kommissionen.

2.

Republikken Østrig tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

I henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 1999/32/EF sender medlemsstaterne på grundlag af resultaterne af det kontrol- og analysearbejde, der udføres i overensstemmelse med artikel 6, senest den 30. juni hvert år Kommissionen en kortfattet rapport om svovlindholdet i de flydende brændstoffer, der er omfattet af dette direktiv, og som er anvendt på deres område i det foregående kalenderår.

Republikken Østrig skulle i henhold til denne bestemmelse senest den 30. juni 2002 have indsendt den første rapport for år 2001. Republikken Østrig havde ikke opfyldt sin forpligtelse inden sagsanlægget og har følgelig tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 1999/32/EF.


(1)  EFT L 121, s. 13.