3.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 84/865


(2004/C 84 E/0957)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0746/04

af José García-Margallo y Marfil (PPE-DE) til Kommissionen

(11. marts 2004)

Om:   Reform af frugt- og grøntsagssektorerne

EU's irske formandskab meddelte for nylig i Europa-Parlamentet, at Europa-Kommissionen under sit mandat ville forelægge forslag til reform af sektorerne for frisk og forarbejdet frugt og grøntsager.

Europa-Kommissionen har allerede tidligere behandlet vigtige aspekter ved markedsordningen via forvaltningskomitéen med alt det, denne procedure indebærer, det vil sige, at Europa-Parlamentet ikke havde nogen indflydelse på denne ændring, der betød en virkelig reform af den lovgivning, der regulerer producentorganisationernes funktion.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke elementer den kommende reform vil omhandle?

Har Kommissionen til hensigt at forelægge et oplæg — som den har gjort i forbindelse med de seneste reformer af den fælles landbrugspolitik, herunder »Middelhavsreformpakken« — som gør det muligt at afholde en forhandling, før lovgivningsteksterne bliver forelagt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(13. april 2004)

De tanker, Kommissionen foreløbig har gjort sig vedrørende frugt- og grøntsagssektoren, har endnu ikke ført til noget endeligt resultat. Den kan derfor ikke på nuværende tidspunkt sige noget om indholdet af eventuelle forslag på dette område.

Kommissionen skal erindre det ærede medlem om, at den allerede har fremlagt en meddelelse om denne sektor i 2001, og at denne meddelelse har givet anledning til en bred demokratisk debat med deltagelse af Parlamentet, Rådet (med det spanske formandskabs konklusioner), medlemsstaterne og civilsamfundet. Kommissionen har arbejdet og arbejder fortsat på grundlag af disse forskellige bidrag.