(2004/C 84 E/0930)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0663/04

af Samuli Pohjamo (ELDR) til Kommissionen

(3. marts 2004)

Om:   Foranstaltninger mod ulvekoncentrationer i Finland

De finske medlemmer af Europa-Parlamentet kontaktes i stigende grad som følge af den stigende trussel, som ulve udgør i Finland. I små områder, der er omgivet af vandområder, er ulvekoncentrationerne vokset i en sådan grad, at mennesker endog er grebet af panik. Der er tydelige tegn på, at antallet af ulve er steget, og at de har spredt sig til nye områder.

Finlands ulvebestand er en del af Ruslands bestand, og dens størrelse er derfor på helt op til 10 000 dyr. De største problemer i Finland findes i visse områder ved den østlige grænse, f.eks. er der i det nordlige Karelen blevet konstateret snesevis af ulve, som lever tæt på områder med menneskelig beboelse. I Ruokolahti findes en ny koncentration, der forhindrer, at en traditionel konkurrence med jagthunde kan afholdes. I de nordligere områder medfører den stigende rovdyrbestand snart, at rensdyravlen, som i disse områder er et traditionelt erhverv, må opgives.

De lokale indbyggere mener, at det nuværende EU-regelværk om en fuldstændig fredning af ulve skaber en uholdbar situation. For at jagttilladelser som følge af en øget bestand »i ekstraordinære tilfælde« kan udstedes, skal problemerne dokumenteres over en længere periode. Folk kan ikke forstå, hvor mange gode elghunde først skal gå tabt, og om et barn skal blive dræbt på vej til skole, inden der gøres noget ved situationen. I en situation hvor samfundet er grebet af panik, er det ikke tilstrækkeligt, at jagttilladelser kun udstedes for at aflive »problematiske enheder«. Ulvebestanden bør holdes på et sådant niveau, at ulvene ikke kan komme ind i folks gårdspladser og på skolevejene for at skabe frygt og reelle faresituationer.

På nuværende tidspunkt ser det desværre ud til, at der træffes beslutninger på grundlag af forældede oplysninger og udelukkende ud fra miljøorganisationernes oplysninger og samtidigt opretholdes en trussel om retsprocedurer over for de nationale myndigheder. Denne politik hjælper ikke de mennesker, som fortsat konfronteres med ulve.

Jeg har studeret Kommissionens svar til den skriftlige forespørgsel P-4034/03 (1), men jeg vil gerne have en præcisering af svaret. Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe, for at myndighederne kan og tør reagere hurtigt på situationer også ved at udstede jagttilladelser efter behov?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(7. april 2004)

Som det vil være det ærede medlem bekendt, forpligtede Finland sig i forbindelse med tiltrædelsen af EU til at opfylde Fællesskabets love og bestemmelser. Adskillige store kødædende dyrearter, som f.eks. ulv, brun bjørn og los, beskyttes med Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (2) (i det følgende benævnt habitatdirektivet), bilag IV, litra a). Disse arter er derfor underlagt en streng beskyttelsesordning, hvilket bl.a. indebærer et forbud mod direkte drab af disse. Direktivet anerkender dog, at der i visse situationer kan være behov for at fravige denne generelle regel om streng beskyttelse. Disse begrundelser, der omfatter hensyn til den offentlige sikkerhed og alvorlig skade på landbrugsinteresser, er opført i direktivets artikel 16. Medlemsstaterne kan benytte disse fravigelser forudsat, at der ikke findes nogen anden brugbar løsning, og fravigelsen ikke hindrer opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde.

Ulvebestande i finske områder, hvor der avles rensdyr, er undtaget fra bilag IV, litra a), men er opført i bilag V til samme direktiv. Dette betyder, at bestanden kan kontrolleres med forvaltningsforanstaltninger. For arter omfattet af dette bilag forbydes det dog at anvende midler, der lokalt kan medføre, at bestande af en art forsvinder eller udsættes for alvorlige forstyrrelser. Dette gælder dermed for ulvebestande i de områder, hvor der avles rensdyr (3). De nationale myndigheder har kompetence til at træffe egnede foranstaltninger, som tager behørigt hensyn til ovenstående. Ifølge de oplysninger, Kommissionen har modtaget, er ulvebestanden ikke vokset i de seneste år i de områder, hvor der avles rensdyr.

De finske myndigheders oplysninger til Kommissionen om rensdyrs dødelighed tyder på, at trafikdrab af rensdyr (2 500 dyr i 2002) har langt større indflydelse end store kødædende dyrs jagt (2-300 dræbt af ulve i 2002). Påstanden om, at omfanget af rovdyrenes jagt truer rensdyravlen (200 000 dyr i Finland i 2002), støttes på ingen af de officielle data.

Uden for de områder, hvor der avles rensdyr, tillades drab på ulve kun i overensstemmelse med fravigelsen i artikel 16, dvs. det er alene muligt i tilfælde, hvor der ikke findes nogen anden brugbar løsning, og fravigelsen ikke hindrer opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde. Kommissionen er bekendt med, at de finske myndigheder tillader drab på et antal ulve hvert år i medfør af sådanne fravigelser.

Selv om der er sket en mindre forøgelse af ulvebestanden i Finland i de seneste år, har denne fundet sted fra et meget lavt antal. Den nuværende bestand skønnes til 140 enheder (officielle finske data), og dette kan ikke betragtes som en gunstig bevaringsstatus i habitatdirektivets forstand. Denne vurdering bestrides ikke af de finske myndigheder, da den officielle rødliste over truede arter, som offentliggøres af miljøministeriet og det finske miljøinstitut, omfatter ulve. Bestandens niveau er forsat meget lavt i forhold til en række andre medlemsstater (f.eks. Spanien 2000, Italien 500 og Portugal 400).

Forvaltningen af arterne, som er optaget i bilagene, hører under de nationale myndigheders kompetence under hensyntagen til direktivets krav. Kommissionen har ved flere lejligheder drøftet spørgsmålet om forvaltningen af ulvebestanden i Finland med de nationale myndigheder og har tilskyndet dem til at opstille en omfattende politik og strategi inden for en overordnet national forvaltningsplan. De finske myndigheder indvilligede i juli 2002 i at udarbejde en sådan plan inden udgangen af 2002. Kommissionen har endnu ikke modtaget denne plan.

(1)  Se side 136.

(2)  EUT L 206 af 22.7.1992.

(3)  Artikel 15 i Rådets direktiv 92/43/EØF.