|
3.4.2004 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
CE 84/834 |
(2004/C 84 E/0928)
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0657/04
af Chris Davies (ELDR) til Kommissionen
(9. marts 2004)
Om: Forkert tankning af motorkøretøjer
Er Kommissionen bekendt med, at hundredetusinder af bilister i EU hvert år kommer til at fylde det forkerte brændstof — enten benzin eller diesel — på deres bil?
Alene i Det Forenede Kongerige rapporteres der årligt om ca. 120 000 tilfælde på benzinstationer, hvilket resulterer i dyre serviceregninger, skader på bilerne og mulig miljøforurening.
De mulige løsninger på problemet er en ændring af formen på brændstoftanke og pistolgreb for at sikre, at benzin- og dieselsystemer adskilles helt, tydeligere markeringer og akustiske advarsler.
Vil Kommissionen, eftersom bil- og brændstofproducenter arbejder i hele EU, tage initiativ til at samle interesserede parter for at behandle forslag til langsigtede løsninger på problemet, og vil Kommissionen overveje lovgivningstiltag, hvis der ikke kan nås til enighed om en frivillig aftale?
Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen
(15. april 2004)
Kommissionen erkender, at der, som det ærede parlamentsmedlem anfører, findes en risiko for fejltagelser, når bilister fylder brændstof på deres køretøjer.
Kommissionen behandlede dette problem tilbage i 1991, da indførelsen af køretøjer med f.eks. katalysatorer gjorde det nødvendigt at indføre foranstaltninger, der kunne forhindre, at køretøjer, der kun måtte påfyldes blyfri benzin, kunne påfyldes blyholdig benzin.
Derfor er det i Rådets direktiv 91/441/EØF af 26. juni 1991 om foranstaltninger mod luftforurening forårsaget af emissioner fra motorkøretøjer (1), bilag I, anført, at på køretøjer, der skal køre på blyfri benzin, skal brændstoftankens påfyldningsåbning være udformet således, at det ikke er muligt at påfylde brændstof fra en benzinstander, hvis betjeningspistols mundstykke er udformet til blyholdigt brændstof.
Siden direktivet trådte i kraft, har der været anvendt benzinpistoler med forskellige diameter til påfyldning af blyholdigt og blyfrit brændstof, og kostbare forvekslinger har således kunnet undgås.
Selv om denne bestemmelse ikke længere er relevant, da blyholdigt brændstof ikke mere er tilladt, vil den generelt også kunne forhindre, at et køretøj, der anvender blyfri benzin, ved en fejltagelse vil kunne påfyldes diesel. Omvendt vil det ikke kunne forhindres, at dieseldrevne køretøjer påfyldes benzin.
Kommissionen vil i forbindelse med denne problematik rådføre sig med alle relevante aktører, dvs. producenterne af køretøjer og brændstofstandere, der falder ind under bestemmelserne i maskindirektivet (2) for at vurdere alle aspekter af problemet og den praktiske gennemførelse af mulige løsninger af lovgivningsmæssig eller ikke-lovgivningsmæssig art.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/37/EF af 22. juni 1998 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om maskiner, EFT L 207 af 23.7.1998.