|
3.4.2004 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
CE 84/552 |
(2004/C 84 E/0629)
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0220/04
af Mario Borghezio (Nl) til Kommissionen
(30. januar 2004)
Om: Po-slettens erhvervsliv truet af euroens voldsomme kursstigning i forhold til dollaren
I de seneste dage har handelskommisær Pascal Lamy udtrykt bekymring over euroens styrke i forhold til den lave dollarkurs, som han mener »kan blive farlig for Europas konkurrenceevne«, men ifølge talsmanden for kommissæren for finansielle og økonomiske anliggender, Gerassimos Thomas, ønsker Kommissionen stadig at fastholde en stærk euro.
Ligeledes lader det til, at Lamys bekymringer bekræftes af formanden for Den Europæiske Centralbank, Jean Claude Trichet, der mener, at »styrkelsen af den fælles mønt har en negativ indvirkning på eksporten«, men dette udsagn korrigeres til dels af den efterfølgende udtalelse om, at »eksporten opretholdes til trods for euroens stærke slag«.
Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe for at imødegå denne situation, der især bekymrer de små og mellemstore virksomheder på Po-sletten, der anslår, at en yderligere forstærkning af den europæiske valuta i løbet få måneder kan komme til at koste det nordøstitalienske erhvervsliv ca. 2 mia. EUR?
Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira
(5. marts 2004)
Euroen er siden starten af 2003 blevet apprecieret med ca. 25 % i forhold til dollaren. Det, der betyder noget for konkurrenceevnen, er imidlertid den reale effektive vekselkurs. Den reale effektive vekselkurs er baseret på euroens udvikling i forhold til en kurv af valutaer, der er vægtet efter deres betydning for eurozonens udenrigshandel. Der skal endvidere tages hensyn til forskelle i inflationstakterne. Eurozonens reale effektive vekselkurs er kun blevet apprecieret med ca. 8 % siden januar 2003, (når deflateret med enhedslønomkostninger) og med 3 % siden 1999.
Medens en styrket euro har en negativ indvirkning på EU-eksportens konkurrenceevne, skal denne virkning opvejes af et genopsving i væksten i verdenshandelen i takt med, at den økonomiske aktivitet i de vigtigste regioner i verdensøkonomien fortsat styrkes. En stærkere euro hjælper endvidere med til at understøtte en øget efterspørgsel inden for eurozonen.
Kommissionen er af den opfattelse, at stabile vekselkurser er i Europas interesse. Den vil nøje følge udviklingen på valutamarkederne i de kommende måneder.
Med hensyn til de mindre virksomheder (med højst 50 ansatte) på Posletten er det et af de vigtigste mål med strukturfondenes foranstaltninger i Italien at fremme virksomhedernes konkurrenceevne, især ved at fremme innovation på produkt- og fabrikationsområdet, for at styrke virksomhedernes eksportkapacitet. De små og mellemstore virksomheder nyder endvidere godt af følgevirkningerne af den risikovillige kapital og de garantiinstrumenter, der forvaltes af Den Europæiske Investeringsfond.