|
3.4.2004 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
CE 84/124 |
(2004/C 84 E/0160)
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3969/03
af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen
(5. januar 2004)
Om: Retslig efterforskning af bedrageri mod EU for 5 mio. EUR indledt af retten i Catania
Den 12. december 2003 bragte dagbladet »La Sicilia« en artikel under overskriften »Catania — bedrageri mod EU for 5 mio. EUR«, hvoraf følgende fremgår:
|
— |
Skatte- og toldpolitiet (Guardia di Finanza) i provinsen Catania har afsløret, at et selskab fra Catania uretmæssigt har modtaget EU-støtte til et samlet beløb af 5 mio. EUR. |
|
— |
Selskabet havde på grundlag af lov nr. 488/92 modtaget støtte til oprettelse og udvikling af en ny virksomhed i industriområdet i Catania til fremstilling af medicinsk-kirurgisk udstyr. |
|
— |
I løbet af de sidste år har selskabet skiftet selskabsstruktur op til flere gange, selv om det i virkeligheden var ude af drift, og så snart selskabet havde modtaget midlerne, forlod de italienske partnere scenen, og virksomheden overgik til to selskaber med hjemsted i Liechtenstein og Luxembourg. |
|
— |
I projektet var der budgetteret med investeringsudgifter, hvoraf ca. 90 % skulle gå til opkøb af et særligt maskineri, som ifølge virksomhedsejerne kun kunne leveres af et firma i Liechtenstein efter at være produceret af et spansk firma. Disse firmaer viste sig begge at stå i forbindelse med de selskaber, der besad aktiekapitalen i aktieselskabet i Catania. |
|
— |
En efterfølgende detaljeret rekonstruktion af varens bevægelser har afsløret, at virkeligheden ligger langt fra det, der blev oplyst, idet at maskineriet, hvis værdi var opgivet til ca. 9 mio. EUR, i virkeligheden ikke kostede mere end ca. 1,5 mio. EUR og var blevet købt direkte af producenten i Modena og Varese. |
|
— |
For at slette alle spor af maskineriets oprindelse blev det transporteret til Barcelonas havn, hvor det — efter en kort henlæggelsesperiode — blev fragtet til Catania. Ved således at slette alt om maskineriets tidligere faser kom det på papiret til at se ud, som om maskineriet var produceret i og importeret fra Spanien. |
|
— |
For at begrunde de ikke-eksisterende omkostninger blev der udskrevet fakturaer over fiktive transaktioner til en værdi af ca. 9,5 mio. EUR. |
Kan Kommissionen oplyse, om den har kendskab til ovennævnte, samt hvilke foranstaltninger den har truffet eller agter at træffe, og om OLAF er blevet orienteret, og om OLAF har indledt eller agter at indlede en undersøgelse?
Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michaele Schreyer
(10. februar 2004)
Kommissionen kan meddele det ærede medlem, at Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) er bekendt med, at de italienske myndigheder er i færd med en retlig undersøgelse af en virksomhed, der anklages for svindel over for Den Europæiske Union.
Da den retlige procedure allerede er indledt i Italien ved Catanias anklagemyndighed, står OLAF til de italienske myndigheders rådighed med enhver bistand, som de måtte ønske.