|
27.3.2004 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
CE 78/840 |
(2004/C 78 E/0894)
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3641/03
af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen
(9. december 2003)
Om: Definition af »skov«: manglende overensstemmelse mellem definitionen i et græsk lovforslag og definitionen i »Forest Focus«-forordningen
I forordningen om overvågning af Fællesskabets skove og disses samspil med miljøet (Forest Focus) (1), artikel 3, litra a, er det fastlagt, at der ved »skov« forstås landområder, der er større end 0,5 ha, bevokset med træer med en kronedækningsgrad på mindst 10 % af arealet (eller tilsvarende bestandstæthed). Den græske regering forelagde for nylig parlamentet et lovforslag om beskyttelse af skovøkosystemer, oprettelse af et skovregister, regulering af ejendomsrettigheder til skove og skovarealer generelt samt andre bestemmelser. Dette lovforslag prøver af politiske årsager at definere skove på en sådan måde, at skovarealer ikke længere sorterer under samme kategori og gøres åbne for byggeri, hvilket er i total modstrid med fællesskabsdefinitionen. I dette lovforslag — som jeg har tilsendt Kommissionen en kopi af — defineres »skov« som et areal på mindst 0,3 ha bevokset med træer med en kronedækningsgrad på mindst 25 % af arealet.
|
1. |
Eftersom enhver medlemsstat er forpligtet til at overholde kravene i den eksisterende lovgivning, og eftersom »Forest Focus«-forordningen udgør en del af fællesskabslovgivningen, hvilke foranstaltninger agter Kommissionen så i sin egenskab af traktaternes vogter at træffe for at sikre, at de heri indeholdte bestemmelser, herunder især definitionen af »skov« overholdes? |
|
2. |
Er den definition, som den græske regering foreslår, mere restriktiv end fællesskabsdefinitionen, og udelukker den landområder, der er omfattet af fællesskabsdefinitionen? |
|
3. |
Afviger den foreslåede definition på »skov« fra Fællesskabets definition? I hvilke medlemsstater defineres begrebet »skov« mere restriktivt end i fællesskabslovgivningen, og i hvilke andre medlemsstater gives der en bredere definition i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet (der ønskes en tabel over de eksisterende definitioner)? |
|
4. |
Hvordan agter Kommissionen at undgå opsplitning og udelukkelse af landområder og ændring af klassificeringen af levesteder, der i dag er omfattet af Fællesskabets beskyttelse i henhold til direktiv 92/43/EØF (2) (Natura 2000), og hvilke foranstaltninger agter den at træffe for at bevare og beskytte de eksisterende skove samt beskytte biodiversiteten og den bæredygtige forvaltning af skovene? |
Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström
(2. februar 2004)
Fællesskabslovgivningen omfatter ikke en samlet fælles skovpolitik, men forvaltning, bevarelse og bæredygtig udvikling af skovene indgår i en række af EU's politikker.
Kommissionen har fået stillet forslaget til den græske skovlov til rådighed af det ærede medlem. Dette forslag er imidlertid blevet ændret betydeligt i lovgivningsprocessen forud for vedtagelsen. Når forslaget til sin tid foreligger i vedtaget form, vil Kommissionen kunne foretage en vurdering af den græske skovlovs forenelighed med fællesskabslovgivningen.
|
1. til 3. |
Kommissionen skal påpege, at definitionerne vedrørende skove i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2152/2003 af 17. november 2003 om overvågning af skovene og af miljøvekselvirkninger i Fællesskabet (Forest Focus) (3) kun skal anvendes af medlemsstaterne i forbindelse med denne forordning. Der kan stadig anvendes nationale skovdefinitioner i andre forbindelser, f.eks. inden for nationale overvågningssystemer. |
|
4. |
Hvad angår Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, i det følgende kaldet »habitatdirektivet«, må det erindres, at dette direktiv udtrykkeligt taler om naturtyper og ikke arealanvendelse. De naturtyper og arter, der er anført i bilag I og II, skal optages i Natura 2000-lokalitetsnettet efter proceduren fastsat i direktivets artikel 4 og udvælgelseskriterierne fastsat i direktivets bilag III. Udpegningen af lokaliteter af fællesskabsbetydning i henhold til direktivet er derfor baseret på den økologiske værdi af de naturtyper og arter, der findes på en lokalitet, og ikke på, hvordan lokaliteten klassificeres med hensyn til arealanvendelse. Det nylig fremlagte græske skovlovsforslag vil ikke ændre klassificeringen af de naturtyper, der indgår i habitatdirektivet og den af Grækenland foreslåede liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning. Da det græske forslag om lokaliteter af fællesskabsbetydning var baseret på udvælgelseskriterierne i bilag III og ikke på arealanvendelseskriterier, forventes denne liste ikke ændret. Listen over udvalgte lokaliteter af fællesskabsbetydning i Middelhavsområdet forventes vedtaget af Kommissionen inden udgangen af 2004. Med hensyn til udpegningen af foreslåede lokaliteter af fællesskabsbetydning må det huskes, at medlemsstaterne generelt er forpligtede til at handle på en måde, der sikrer, at direktivets mål ikke tilsidesættes. Også selv om der ikke foreligger en fællesskabsliste, skal medlemsstaternes myndigheder i det mindste undlade alle handlinger, der kan få alvorlige følger for en lokalitet på den nationale liste, føre til forringelse af en naturtype eller i væsentlig grad forstyrre arter. Det skal endvidere påpeges, at bestemmelserne i artikel 12, 13 og 14, som vedrører visse plante- og dyrearter, finder anvendelse fra direktivets gennemførelsesdato, dvs. den 10. juni 1994. For så vidt angår forvaltningen af lokaliteterne, skal hver berørt medlemsstat inden for seks år efter vedtagelsen af listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning i Middelhavsområdet udpege dem som særlige bevaringsområder og fastsætte relevante prioriteter. Efter vedtagelsen og gennemførelsen af den græske lov vil Kommissionen vurdere de virkninger, som eventuelle ændringer i arealanvendelsesklassificeringen kan få for de foreslåede lokaliteter af fællesskabsbetydning, og træffe alle fornødne foranstaltninger til at sikre, at Fællesskabets miljølovgivning overholdes. |
(1) COD 2002/0164 C5-0292/2003, forordning endnu ikke offentliggjort i EUT.
(2) EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7.