27.3.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/809


(2004/C 78 E/0858)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3398/03

af Stefano Zappalà (PPE-DE) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om:   Kinesisk dumping af prisen på kobber på det internationale marked

Kina har indledt en toldbeskyttelsespolitik, der støtter landets kobberindustri og giver den helt urimelige fordele på det internationale marked.

Navnlig får virksomheder, der importerer sekundære råstoffer (skrot af kobber) 30 % af momsen direkte refunderet, mens de resterende 70 % går til et statsligt selskab, som kobberindustriens fem største virksomheder indgår i.

De urimelige fordele udnyttes til at sikre sig råvarer på de væsentligste internationale markeder til priser, der er så høje, at de umuligt kan betales af andre købere.

På kun fire år fra 1998 til 2002 er eksporten af skrot af kobber og kobberlegeringer fra EU til Kina steget fra 70 000 ton om året til 246 000 ton.

EU, der ikke råder over kobbermalm, bliver således frataget skrot af kobber og kobberlegeringer — dvs. EU's eneste kobberressource — uden hvilket konkurrenceevnen i den europæiske forarbejdningsindustri vil blive kraftigt forringet med fald i produktion og beskæftigelse til følge.

Denne forvridning rammer raffineringsindustrien, der producerer et råstof svarende til det EU ellers skulle importere, og især halvfabrikataindustrien, der baserer over 50 % af sin produktion på forekomsten af billig kobber forarbejdet i Europa.

Selv om Kommissionen længe er blevet informeret om de faktiske forhold af sektororganisationerne — og for nylig også af det italienske selskab Europa Metalli — må det desværre konstateres, at Kommissionen endnu ikke har svaret og heller ikke har truffet foranstaltninger til genopretning af lige markedsbetingelser.

Kan Kommissionen præcisere, hvilke hasteforanstaltninger den vil træffe for at forhindre Kinas protektionistiske politik på kobbermarkedet og især, hvilke foranstaltninger den agter at træffe for at få sat en stopper for den direkte eller indirekte støtte til industrien — og særligt for tilbagebetalingen af moms?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

(15. december 2003)

Kommissionen er fuldt ud klar over de problemer, EU's kobberforarbejdningsindustri har, hvad angår forsyning af sekundære råstoffer (dvs. metalaffald). EU's kobberforarbejdningsindustri befinder sig faktisk i en vanskelig situation delvis som følge af det faldende udbud af disse stoffer på de internationale markeder, der navnlig skyldes eksportrestriktioner iværksat af Rusland og en række af de øvrige nye uafhængige stater, og delvis som følge af et betydeligt pres på priserne på disse stoffer grundet den stærke efterspørgsel fra flere asiatiske lande, navnlig Kina.

For at fremme udviklingen af sin kobberindustri indførte Kina i 2000 en ordning for delvis tilbagebetaling af moms på import af kobberaffald, en ordning, der blev genindført i 2003 med visse ændringer. EU's industri er af den opfattelse, at denne fordel sætter de kinesiske erhvervsdrivende i stand til at føre en aggressiv opkøbspolitik og således sikre sig en stor andel af metalaffaldet på de internationale markeder.

Som følge af EU-industriens bekymringer har Kommissionen ved flere lejligheder i de seneste måneder rejst spørgsmålet over for de kinesiske myndigheder, både på bilateralt og på multilateralt plan. Kommissionen har navnlig udbedt sig nærmere oplysninger om denne ordning for tilbagebetaling af moms inden for rammerne af den »overgangs-undersøgelsesordning«, som WTO har oprettet med henblik på Kinas handelspolitik. På grundlag af disse oplysninger vil Kommissionen undersøge, hvorvidt en sådan ordning er forenelig med Kinas internationale forpligtelser.

Det skal imidlertid nævnes, at Kommissionen indtil videre ikke har konstateret en væsentlig forøgelse af importen af de pågældende forarbejdede produkter fra Kina. EU-industrien har ikke på nuværende tidspunkt indgivet nogen antidumping- eller antisubsidieklager til Kommissionen, der kun kan indlede de passende procedurer ex officio under helt særlige omstændigheder.

Kommissionen følger udviklingen i denne sag i tæt kontakt med EU-industrien med henblik på at genetablere de normale konkurrenceforhold i sektoren.