(2004/C 78 E/0834)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3167/03

af Roger Helmer (PPE-DE) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om:   Arbejde og sundhedsydelser i tiltrædelseslandene

Kan Kommissionen oplyse, om den britiske regering har truffet aftale om en gensidig ordning med de ti tiltrædelseslande, således at britiske statsborgere får ret til at arbejde i de nye medlemsstater, så snart de bliver EU-medlemmer, eller om nogle af tiltrædelseslandene har gennemført undtagelsesbestemmelser, som forhindrer britiske statsborgere i at arbejde i de pågældende lande?

Kan Kommissionen endvidere oplyse, om de nye medlemsstater har indgået aftaler om gensidig levering af sundhedsydelser i forhold til de øvrige EU-medlemsstater efter tiltrædelsen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(14. november 2003)

Ifølge overgangsordningen i tiltrædelsestraktaten tillades det alle de nuværende medlemsstater at kontrollere og regulere adgangen for arbejdstagere fra de nye medlemsstater til deres nationale arbejdsmarked efter nationale regler, men kun i en periode på højst syv år. Denne overgangsordning gælder ikke for Cypern og Malta. Der vil således være fuldstændig fri bevægelighed mellem de nuværende medlemsstater og disse to lande og endog mellem de nye medlemsstater og Cypern og Malta. Malta har dog ret til at anvende beskyttelsesforanstaltninger indtil den 30. april 2011.

De nye medlemsstater kan vælge at anvende lignende restriktioner som de medlemsstater, der opretholder restriktioner over for dem. Derfor er det kun i tilfælde af eventuel anvendelse af lignende britiske restriktioner, at de nye medlemsstater kan begrænse britiske arbejdstageres ret til at tage beskæftigelse på deres område.

Nogle medlemsstater har oplyst, at de agter at åbne deres arbejdsmarkeder for arbejdstagere fra alle de nye medlemsstater. Andre af de nuværende medlemsstater vil opretholde en vis adgangsbegrænsning, som vil variere efter, hvilken af de nye medlemsstater det drejer sig om.

Kommissionen vil opfordre det ærede medlem til at rette henvendelse til de britiske myndigheder for at få nærmere oplysninger om eksisterende aftaler mellem Det Forenede Kongerige og de nye medlemsstater.

Hvad angår spørgsmålet, om de nye medlemsstater har gensidige aftaler om levering af sundhedsydelser med resten af Unionen efter tiltrædelsen, skal Kommissionen nævne, at spørgsmål om vandrende arbejdstageres adgang til sundhedsydelser på unionsplan sorterer under Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (1); sigtet med forordningen er at beskytte disse arbejdstageres og deres familiemedlemmers socialsikringsrettigheder, når de flytter inden for Fællesskabet. Ved tiltrædelsen skal denne forordning træde i stedet for alle socialsikringskonventioner mellem de nye medlemsstater og de nuværende medlemsstater. Den eneste undtagelse fra denne generelle regel er de bestemmelser i bilaterale konventioner, som er anført i bilag III til forordning (EØF) nr. 1408/71, og som fortsat skal finde anvendelse. For at kunne blive optaget i dette bilag skal bestemmelserne opfylde visse kriterier: de skal f.eks. være gunstigere for den vandrende arbejdstager eller relatere til et historisk forhold.

Bilag II til tiltrædelsestraktaten, som indeholder alle de nye medlemsstaters bestemmelser til optagelse i bilagene til forordning (EØF) nr. 1408/71, har ingen bestemmelser til bilag III til forordning (EØF) nr. 1408/71 om socialsikringskonventioner mellem et af disse lande og Det Forenede Kongerige, som fortsat skal finde anvendelse.

(1)  EFT L 149 af 5.7.1971.