3.4.2004 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
CE 84/501 |
(2004/C 84 E/0578)
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3109/03
af Phillip Whitehead (PSE) til Kommissionen
(17. oktober 2003)
Om: Hærdede fedtstoffer
Der sættes spørgsmålstegn ved, om det er sikkert at indtage hærdede fedtstoffer — er Kommissionen på denne baggrund indstillet på at iværksætte et initiativ for at sikre, at den mulige sundhedsrisiko ved hærdede fedtstoffer tydeligt oplyses ved mærkning af varer? Har Kommissionen overvejet et direkte forbud mod disse stoffer?
Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne
(14. november 2003)
Hærdning gør det muligt for vegetabilske og animalske olier at blive omdannet til fast fedtfase og gør det også mættet. Resultatet af hærdningsprocessen, sammen med andre aktiviteter såsom rensningsprocessen af olier og fedtstoffer, er en ændring i formen af fedtmolekyler. Derfor ændrer den naturlige konfiguration af fedtsyremolekyler, kendt som cis-konfiguration, sig meget ofte til en anden, kendt som transkonfiguration. De ovennævnte aktiviteter, der bruges til mange anvendelser af produkter, kan føre til uacceptable mængder af transfedtsyrer.
Det er kendt, at et højt indtag af visse mættede fedtsyrer er forbundet med en øget risiko for koronar hjertesygdom. For nylig er forbehold også blevet taget vedrørende transfedtsyrer i kosten. Som følge deraf har Kommissionen bedt Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) om at evaluere beviserne vedrørende transfedtsyrers virkning på helbredet, og hvordan virkningen, hvis der er nogen, er i forhold til helbredspåvirkningen af andre typer fedtsyrer i kosten. EFSA er blevet bedt om at give en videnskabelig udtalelse inden udgangen af maj 2004.
Vedrørende mærkning af varer angiver Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (1), at når et levnedsmiddel indeholder hærdede olier eller fedtstoffer, skal beskrivelsen »hærdet« ledsage angivelsen af hærdede olier eller fedtstoffer ved mærkning af levnedsmidlet. Rådets direktiv 90/496/EØF af 24. september 1990 om næringsdeklaration af levnedsmidler (2) omfatter muligheden for at deklarere mættede fedtsyrer i næringsdeklarationen. Spørgsmålet om, hvorvidt næringsdeklarationer skal indeholde transfedtsyrer, overvejes på baggrund af en igangværende revision af direktiv 90/496/EØF.