13.3.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 65/210

1.

Er Kommissionen klar over, at det ikke er så længe siden, at Nederlandene var førende med hensyn til at sortere og genbruge industriaffald ved hjælp af særligt konstruerede anlæg?

2.

Er Kommissionen desuden klar over, at stadig større mængder af usorteret industriaffald fra Nederlandene pr. lastbil transporteres til den tilstødende tyske delstat Nordrhein-Westfalen, at omfanget heraf i 2003 sandsynligvis vil andrage 3,8 mio. ton, og at disse transporter i Tyskland har fremkaldt stor ståhej og lugtgener?

3.

Kan Kommissionen bekræfte de oplysninger, der blev givet i TV-nyhedsudsendelsen Nova (Nederland 3 den 14. august og 3. september 2003), og ifølge hvilke disse transporter er kommet i stand, fordi det er meget billigere at deponere affaldet i Tyskland end behandle det i Nederlandene, og at gevinsten pr. transport ligger mellem 1400 og 3200 euro?

4.

Kan Kommissionen endvidere bekræfte, at den faktiske sammensætning af affaldet i 50 % af alle tilfælde afviger fra den i dokumenterne angivne sammensætning, både ved udskiftning af ladninger og ved, at f.eks. træaffald og plastic eller byggeaffald og tekstiler helt unødvendigt leveres usorteret på lossepladsen, hvorved en ansvarlig genanvendelse bliver så godt som umulig?

5.

Er Kommissionen klar over, at denne situation truer med at sætte en stopper for en moderne og miljøvenlig behandling af industriaffald i Nederlandene, da de hertil beregnede anlæg bruges i stadig mindre grad og har et omsætningstab på 300 mio. EUR årligt?

6.

Hvad kan Kommissionen gøre for at sætte en stopper for, at den mulighed for fri handel og uhindret grænseoverskridende transport, som EU har skabt, misbruges til at underminere medlemsstaternes miljøpolitik og bebyrde kommende generationer i nabolandet med problemer på grund af affald, der ikke kan videreforarbejdes?

1.

Kommissionen kender udmærket til Nederlandenes politik for sortering og genanvendelse af industriaffald.

2.

Kommissionen ved ligeledes, at der sker overførsler af affald fra Nederlandene til Tyskland. Dog kender den intet til de nærmere enkeltheder ved disse transporter, dvs. de nøjagtige mængder samt støj- og lugtgener i forbindelse hermed.

3.

Kommissionen er ikke i stand til at bekræfte eller afvise, at affaldet deponeres i Tyskland, eller at dette sker som følge af omkostningsforskelle. Er affaldet bestemt til bortskaffelse og anmeldt som krævet i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 om overførsel af affald (1), kan de kompetente myndigheder gøre indsigelse mod overførslen i henhold til forordningens artikel 4, stk. 3.

4.

Kommissionen kender ikke til de nærmere enkeltheder i forbindelse med overførslerne og er derfor heller ikke i stand til at bekræfte eller afkræfte de fremlagte oplysninger og påstande, for så vidt angår den faktiske sammensætning af affaldet, ombytning af anmeldelser og blanding af affaldet under transporten.

Det er medlemsstaternes ansvar at håndhæve EU-lovgivningen, herunder affaldslovgivningen, og kontrollere overensstemmelsen hermed. Kommissionen ansporer til samarbejde medlemsstaterne imellem for at sikre en korrekt gennemførelse af forordningen.

5.

Kommissionen ligger ikke inde med informationer om lukning af behandlingsanlæg i Nederlandene som følge af disse overførsler.

6.

For så vidt angår affald, der er bestemt til genanvendelse, erkender Kommissionen, at mangelen på bindende affaldsbehandlingsstandarder på EU-plan muligvis kan underminere etableringen af et højt beskyttelsesniveau i EU. Dette har også givet anledning til bekymring med hensyn til økologisk dumpning af affald inden for Fællesskabet. I sin meddelelse med titlen »På vej mod en temastrategi for affaldsforebyggelse og genanvendelse« (2), som er genstand for høringer indtil udgangen af november 2003, foreslår Kommissionen en række mulige løsninger for en gradvis etablering af fælles principper for genanvendelse af affald. Heri indgår udvidelsen af IPPC-direktivet (3) til at omfatte hele affaldssektoren samt fastsættelse af kvalitetsstandarder for genanvendelse i bilag II A til Rådets direktiv 75/442/EØF (4). Herudover kan der i forbindelse med en begrænset række processer kræves fastsættelse i lovgivningen af emissionsgrænseværdier omfattende hele Unionen.

Som led i revisionen af forordning (EØF) nr. 259/93 om overførsel af affald tager Kommissionen fat på spørgsmålet om standardbehandling af affald ved at foreslå, at der kan gøres indsigelse mod overførsler, som er bestemt til behandling i anlæg, der er omfattet af IPPC-direktivet, men som ikke anvender den bedste tilgængelige teknik som defineret i dette direktives artikel 9, stk.4 (5).