SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2242/03 af Uma Aaltonen (Verts/ALE) til Kommissionen. Spredning af rabies til lande, hvor sygdommen er under kontrol.
EU-Tidende nr. 011 E af 15/01/2004 s. 0253 - 0254
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2242/03 af Uma Aaltonen (Verts/ALE) til Kommissionen (30. juni 2003) Om: Spredning af rabies til lande, hvor sygdommen er under kontrol I en hest, som i maj 2003 blev indført til Finland fra Estland, er der blevet konstateret rabies. Rabies er sidst blevet konstateret i Finland i 1989. Sygdommen er siden blevet bekæmpet i Finland ved at vaccinere hunde og katte samt vilde dyr i det sydøstlige Finland ved hjælp af podet lokkemad. Finland er ifølge WHO's klassifikation er et rabiesfrit land. Rabies forekommer hyppigt i hele Østeuropa og i Finlands nærområder i Baltikum og Rusland. I Estland blev der i 2002 samlet konstateret 422 rabiestilfælde, hvoraf 355 var hos vilde dyr i naturen og 67 hos husdyr. Selv om bekæmpelse af rabies i sig selv falder ind under den nationale lovgivning, bliver situationen betydeligt vanskeligere efter EU's udvidelse. Da det vil blive lettere at transportere og overføre dyr fra en medlemsstat til en anden vil blive lettere, og da karensperioden ophæves (rabies har en inkubationstid på op til 6 mdr.), vil forebyggelsen af rabies nationalt blive en betydelig større udfordring. 1. Efter ophævelsen af karensperioden for dyr, hvilke permanente foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for at bekæmpe rabies på europæisk plan? 2. Støtter Kommissionen på nogen måde de nye medlemslandes foranstaltninger til at begrænse rabies bl.a. ved at iværksætte udsætning af podet lokkemad til vilde dyr i risikoområder, for at forebyggelsen af rabiesens spredning kan kontrolleres? Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne (25. juli 2003) Kommissionen er bekendt med rabiessituationen i visse nye medlemsstater. Den kan sammenlignes med situationen i Tyskland og Frankrig, før der i den sidste tiårsperiode med økonomisk støtte fra Fællesskabet blev lanceret storstilede vaccinationsprogrammer rettet mod den vilde fauna med opsigtsvækkende resultater. Sygdommens udryddelse på meget store områder, hvor smitten stadig var udbredt i midten af 90'erne, må i dag betragtes som umiddelbart forestående. Udvidelsen af disse programmer til også at omfatte de nye medlemsstater forekom ret hurtigt Kommissionen at være en bydende nødvendighed og at have høj prioritet. I forbindelse med Rådets beslutning 90/424/EØF om visse udgifter på veterinærområdet(1) har programmer iværksat hinsides den polske og tjekkiske grænse allerede nydt godt af fællesskabsstøtte i flere år. For så vidt angår de kommende år, har Kommissionen taget initiativ til at deltage økonomisk i disse kampagner via Phare-programmet. I den forbindelse må den økonomiske støtte fremover betragtes som sikker, hvad angår programmet i Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Polen og Slovenien. For Estlands vedkommende har der siden undertegnelsen af finansieringsaftalen i november 2002 været en støtte på 2 mio. EUR til rådighed, og gennemførelsen af programmet under det estiske landbrugsministerium er derfor lige på trapperne. Endelig kan man ikke konkludere, at udvidelsen fører til afskaffelse af karantæne for dyr fra de nye medlemsstater. I øjeblikket kræves der ikke karantæne i den forbindelse, undtagen for så vidt angår kødædende dyr bestemt for Irland, Sverige og Det Forenede Kongerige. De bestemmelser, der finder anvendelse på opdrættede dyr, såsom heste, vil ikke blive ændret i forbindelse med optagelsen af de nye medlemsstater. For så vidt angår kødædende husdyr, har Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 998/2003 af 26. maj 2003 om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel transport af selskabsdyr(2), der blev vedtaget for nylig, inddraget udvidelsesperspektivet i bestemmelserne om dyr med oprindelse i de nye medlemsstater. Den eneste virkelige løsning på rabiesproblemet i et udvidet EU er altså gennemførelse af vaccinationsprogrammer, for så vidt angår den vilde fauna i de nye medlemsstater. Kommissionen har ved at yde betydelig økonomisk støtte sørget for at betingelserne er til stede for at fremme gennemførelsen af programmerne inden for nærmeste fremtid. (1) EFT L 224 af 18.8.1990. (2) EFT L 146 af 13.6.2003.