SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2153/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(27. juni 2003)

Om: Fiskeri bekymring i offentligheden i forbindelse med den bebudede invasion af spanske fiskere i de farvande, der grænser op til Portugals kyster

En kendt kommentator har skrevet følgende i et anset portugisisk dagblad: Med hensyn til fiskeriet gælder fortsat den særlige ordning, som fastsattes i aftalen forud for tiltrædelsen, og som

blev indgået bilateralt. I overbevisningen om, at vore ressourcer altid ville tilhøre os, har vi tilskyndet til en begrænsning af fiskeriindsatsen i vore farvande med henblik på at bevare ressourcerne ved at ophugge fartøjer, ved at nedlægge arbejdspladser, ved at forbyde trawlfiskeri efter bestemte arter og ved at begrænse fangsten af andre arter. Hvis vi nu fra det ene øjeblik til det andet står uden nogen form for beskyttelse, så er der i praksis sket det, at vi har beskyttet ressourcerne, for at spanierne kan ødelægge dem i løbet af en halv snes år med deres fiskerflåde, som er den tredje- eller fjerdestørste i verden. Efter at de har opfisket deres egne ressourcer kan de nu drive trawlfiskeri i de farvande, hvor de har tilladelse til det. At påkalde sig princippet om ligestilling er på denne baggrund at drive spot med os. At overlade vore farvande i selve Portugal og omkring Madeira og Azorerne til den spanske fiskerflådes rovdrift indebærer, at enhver fordel ved EU-medlemskabet definitivt opgives. Og at tillade Bruxelles at indføre en forloren lighed i fiskeripolitikken, samtidig med at enhver reform blokeres, som skal gøre en ende på de åbenlyse uligheder inden for den fælles landbrugspolitik til fordel for de rige lande og til ulempe for de fattige indebærer, at vi definitivt henvises til Europas udkant. (Miguel Sousa Tavares, Público, den 13. juni 2003).

En anden har skrevet følgende: EU tillader Spanien at opretholde en enorm, aggressiv og ødelæggende fiskerflåde, hvad der har foranlediget Marokko til at begrænse de europæiske fiskerfartøjers adgang til sine farvande, hvad der allerede fremkalder konflikter i Det Irske Hav. EU har også pålagt os at begrænse vores flåde, så bestandene i Portugals særlige økonomiske zone kunne genoprettes. Det er på høje tids, at EU fører en retfærdig politik og efterligner Canadas eksempel (frygten er den bedste vogter) ved at indføre bøder, som svarer til værdien af de fartøjer, der overtræder bestemmelserne. Det vil være tilstrækkeligt med ganske få kontrolflyvninger. (Kaptajn Virgílio de Carvalho, Jornal de Noticias, den 16. juni 2003).

Med forbehold af eventuelle uklarheder i forbindelse med Portugals retlige stilling i denne sag, som for nylig er blevet behandlet i Europa-Parlamentet, er der tale om den fremherskende opfattelse i den offentlige mening i Portugal i debatten om de nye fiskeribestemmelser i de vestlige farvande og EU's bebudede planer om ukritisk at give adgang til alle disse farvande inden for 200-sømilegrænsen, især til den mægtige spanske flåde, hvad der indebære meget store risici både for bevarelsen af ressourcerne og for fiskerierhvervets overlevelse i Portugal.

Kommissionen bedes derfor svare på, hvordan den vil reagere på disse artikler i den portugisiske presse? Hvordan stiller Kommissionen sig til den voksende fornemmelse af dyb forurettelse blandt portugiserne på grund af den måde, Kommissionen behandler primærsektoren på, især landbruget og fiskeriet? Hvordan kan Kommissionen forklare, at Portugal lydigt har tilpasset og begrænset sin fiskeriindsats hvad der indebar alvorlige økonomiske og sociale følger med henblik på at bevare fiskeriressourcerne i sine farvande, for at disse nu blot skal frigives, så en tredjepart kan bortødsle dem? Hvordan vil Kommissionen forklare denne dobbeltmoral, hvor nogle skal bevare, mens andre kan forøde?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(14. juli 2003)

Det bør påpeges, at det ifølge artikel 17, stk. 1 i Rådets rammeforordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik(1) er et af denne politiks grundprincipper, at EF-fiskefartøjer har lige adgang til alle farvande, som ligger uden for 12 sømiles afstand fra basislinjerne.

Som følge af akten af 1985 om Spaniens og Portugals tiltrædelse blev ICES(2) område IXa delt mellem disse to medlemsstater langs deres nationale grænser. Det var imidlertid, sammen med en række andre midlertidige ordninger for Portugals og Spaniens integrering i Fællesskabet, tydeligvis en overgangsordning, som nu må ophøre. Adskillelsen mellem de spanske og portugisiske farvande på den anden side af 12-sømilegrænsen er helt klart ikke i overensstemmelse med artikel 17, stk. 1 og kan simpelthen hverken juridisk eller politisk fastholdes i Fællesskabet for at udelukke andre medlemsstater fra farvande, der hører under en enkelt medlemsstats jurisdiktion. Dette gælder for alle Fællesskabets farvande, ikke blot for de portugisiske. Det bør desuden understreges, at denne holdning allerede er blevet accepteret i forbindelse med de samlede tilladte fangstmængder (TAC) og kvoteforordningen for 2003, som Rådet vedtog i december 2002, hvori den tilsvarende deling af ICES område IXa blev ophævet.

Hvis der forekommer bevarelsesproblemer i det pågældende område, bør de løses på fællesskabsplan efter de procedurer, som normalt benyttes i den fælles fiskeripolitik. Kommissionen er altid rede til at undersøge sådanne påstande og træffe de nødvendige foranstaltninger.

(1) EFT L 358 af 31.12.2002.

(2) ICES: Det Internationale Havundersøgelsesområde.