92003E1797

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1797/03 af Mario Borghezio (NI) til Kommissionen. Opfordring til Tyskland om at åbne arkiverne vedrørende italienske koncentrationslejrfanger.

EU-Tidende nr. 268 E af 07/11/2003 s. 0205 - 0205


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1797/03

af Mario Borghezio (NI) til Kommissionen

(28. maj 2003)

Om: Opfordring til Tyskland om at åbne arkiverne vedrørende italienske koncentrationslejrfanger

Tyskland har nægtet at anerkende italienske koncentrationslejrfangers ret til de velkendte erstatninger, der tilkendes fanger i nazitidens koncentrationslejre. De italienske koncentrationslejrfanger kan, om end med stort besvær, gøre pensionsrettigheder hidrørende fra deres interneringstid gældende, men ofte kan denne ret ikke udøves som følge af vanskeligheder med at tilvejebringe dokumentation for deres internering i koncentrationslejrene.

Agter Kommissionen at opfordre Tyskland til at gøre sine historiske arkiver fuldt tilgængelige, også via internet, og til efter anmodning at forelægge attestering for italieneres internering i koncentrationslejrene under anden verdenskrig?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Prodi

(24. juni 2003)

Det ligger uden for Kommissionens kompetence at behandle dette spørgsmål, som udelukkende sorterer under de pågældende nationale myndigheder.