SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1714/03 af Joan Vallvé (ELDR) til Kommissionen. Udvinding af vand fra Segura-floden.
EU-Tidende nr. 051 E af 26/02/2004 s. 0131 - 0132
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1714/03 af Joan Vallvé (ELDR) til Kommissionen (23. maj 2003) Om: Udvinding af vand fra Segura-floden Segura-floden gennemløber Alicante-provinsen på en strækning af ca. 31. km, inden den udmunder i Middelhavet. Seguras afvandingsområde omfatter de autonome regioner Andalusien, Castilla la Mancha, Murcia-området og País Valencià. Indbyggerne i Alicante-provinsen udgør omkring 17 % af indbyggertallet i hele afvandingsområdet. De samlede vandressourcer anslås til 1 500 hm om året, der både omfatter egne vandførende lag og de, der hidrører fra omledning af vand fra Tajo-floden. Floden har en gennemsnitlig årlig gennemstrømningsmængde på hovedstrækningerne, som overstiger 30m3/sek. Ifølge de oplysninger, som spørgeren har kunnet indhente, ønsker forvaltningerne i afvandingsområdet at sikre en minimal gennemstrømningsmængde på fire kubikmeter pr. sekund mellem Contraparada (Murcia) og Guardamar-dæmningen i nærheden af udmundingen i Alicante-provinsen. Denne gennemstrømning nås ikke, hvor Segura passerer Oriola (Orihuela) i Alicante-provinsen. Årsagen til dette kan være, at der i årevis har fundet ulovlige udvindinger sted af både overfladevand og grundvand på bestemte strækninger langs floden. Det betyder, at når floden når Alicante-provinsen, befinder gennemstrømningen sig på et minimalt niveau med den heraf følgende risiko for manglende hygiejne og for sygdomme. Har Kommissionen kendskab til situationen med hensyn til Segura-floden? Vil den opfordre den spanske regering og provinsstyret i hhv. Murcia og País Valencià (den autonome region Valencia) til at gøre rede for, om det kan garanteres, at Fællesskabets miljødirektiver overholdes? Kræves der i denne forbindelse, at der føres kontrol med, at al udvinding af vand fra floden er lovlig? Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström (14. juli 2003) Seguraflodens tilstand, ikke mindst den manglende opretholdelse af den minimale gennemstrømning, der kræves for at bevare flodens økologiske tilstand, og den overudnyttelse, der finder sted i hele flodens afvandingsområde, giver anledning til sundhedsproblemer både i økosystemerne og i den omkringboende befolkning. Kommissionen er klar over Seguraflodens økologiske og hydrologiske tilstand og problemerne i det omkringliggende område og henviser til sit svar på skriftlig forespørgsel E-1354/03 fra Marset Campus(1) om dette emne. Som nævnt i dette svar må det understreges, at flodens nuværende tilstand hovedsagelig skyldes, at der ikke er regelmæssig gennemstrømning, hvad der fører til dårlig forbindelse mellem grundvand og overfladevand og tiltagende forsaltning af jorden. Desuden øger den ukontrollerede udledning af spildevand, industriforureningen og udsivningerne fra landbrugsvirksomhed belastningen af floden. Som det fremgår af det tidligere svar har Kommissionen iværksat en række generelle foranstaltninger og indledt overtrædelsesprocedurer over for Spanien for at sikre, at den europæiske vandlovgivning overholdes. Det bør dog også nævnes, at de spanske myndigheder er i færd med at træffe foranstaltninger for at løse problemerne. Endvidere har Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger(2) lagt grundlaget for en vandpolitik på fællesskabsplan. Direktivet fremmer desuden bæredygtig udnyttelse af vand og øger beskyttelsen og forbedringen af vandmiljøet, for at alt vand kan opnå god tilstand inden 2015. Med hensyn til overudnyttelsen af de vandførende lag og virkningerne på grundvandskvaliteten, grundvandsmængden og den generelle forvaltning af grundvandsressourcerne kan det med rette siges at være en uhensigtsmæssig og ubæredygtig forvaltning af grundvandsressourcerne. Hvad angår tilladelser til indvinding af overfladevand og grundvand, udstedes disse tilladelser på nationalt, regionalt og lokalt plan. Ifølge artikel 11 i direktiv 2000/60/EF skal medlemsstaterne sørge for kontrol med indvinding af overfladeferskvand og grundvand, inklusive et eller flere registre over vandindvinding og krav om forhåndstilladelse til indvinding og opmagasinering som grundlæggende foranstaltning, der skal træffes på vandområdedistriktsniveau. Dette foranstaltningsprogram, som omfatter de grundlæggende foranstaltninger, skal være iværksat senest den 22. december 2009. Endelig mener Kommissionen, at integreret vandforvaltning i afvandingsområdet, således som det forlanges i direktiv 2000/60/EF, er den rigtige model for bæredygtig udnyttelse af vandressourcerne. Der er i overensstemmelse hermed ydet bidrag til finansieringen af en lang række foranstaltninger for forbedring af vandmiljøet. Henved 150 mio. EUR er blevet afsat til rensning af Seguraflodens vand, heraf 120 mio. EUR fra strukturfondene og Den Europæiske Unions samhørighedsfonde. Disse infrastrukturer skulle gøre det muligt for de spanske myndigheder at gøre en indsats for at bevare Seguraflodens økologiske kapacitet. En liste over disse infrastrukturer sendes direkte til det ærede medlem og til Parlamentets sekretariat. (1) Se side 80. (2) EFT L 327 af 22.12.2000.