SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1250/03

af Herman Schmid (GUE/NGL) til Kommissionen

(26. marts 2003)

Om: GATS Liberalisering af markedet for drikkevand

EU fremlagde den 6. februar 2003 et første udkast til tilbud om forbedret adgang til markedet for tjenesteydelser. I den forbindelse fremsendtes der anmodning til 109 lande, heraf 94 udviklingslande, som led i GATS (den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser).

I henhold til dette første udkast til tilbud agter EU ikke selv at liberalisere markedet for drikkevand som led i GATS.

Af indholdet af de 109 anmodninger fremgår det imidlertid, at lande som f.eks. Bangladesh anmodes om at åbne sit marked for drikkevandsforsyning. Anmodningerne er offentliggjort af det canadiske Polaris Institute (http://www.polarisinstitute.org/gats/main.htm).

Kan Kommissionen gøre rede for, hvorfor dens offentlige udtalelser (jf. nedenfor) og det første udkast til tilbud samt den egentlige anmodning (der har været fortrolig og dermed ikke tilgængelig for offentligheden) udsender så fundamentalt afvigende signaler om Kommissionens hensigter i forbindelse med GATS?

GATS-forhandlingerne går ud på at åbne op for handlen med tjenesteydelser. Formålet er ikke at liberalisere tjenesteydelserne, da der af gode grunde er strenge regler for mange af dem, for eksempel fordi man ønsker at sikre kvalitet, lige adgang til offentlige tjenesteydelser og social og territorial samhørighed. (Forord af Pascal Lamy, EU-kommissær (handel) i det dokument, der danner grundlag for høring af det civile samfund).

Gør Kommissionen sig det klart, at en åbning af markedet for drikkevand vil kunne krænke retten til liv i henhold til FN's menneskerettighedserklæring? Hvorledes kan Kommissionen sikre, at retten til liv ikke krænkes, når mennesker ikke har lige adgang til vand?

Og mener Kommissionen, at GATS-overenskomsten har højere retlig status end FN's menneskerettighedserklæring?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

(25. april 2003)

I forbindelse med forhandlingerne inden for WTO om den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) har EU fremsat anmodninger til sine handelspartnere om forbedret markedsadgang for EU-leverandører af tjenesteydelser. De fleste anmodninger, herunder til udviklingslandene, omfatter ganske rigtigt vandforsyning samt spildevandsforvaltning.

EU's anmodninger er i overensstemmelse med EU's globale vandpolitik, og Kommissionen har ikke lagt skjult på sine hensigter. Det er klart angivet i det resumé af EU's anmodninger, som Kommissionen offentliggjorde i juli 2002, at EU anmoder om markedsadgang for tjenesteydelser inden for opsamling og rensning af vand samt vandforsyning.

Med hensyn til adgangen til vand er det vigtigt at understrege, at EU's anmodninger vedrørende vandforsyning ikke på nogen måde undergraver eller reducerer værtsregeringernes muligheder for at regulere denne sektor. Selv om en regering beslutter at åbne vandforsyningen for den private sektor, indebærer dette ikke, at regeringen ikke kan føre nationale politikker med socialpolitisk sigte.

I betragtning af den omfattende kapital, der kræves til vandinfrastrukturinvesteringer, er der voksende erkendelse af nødvendigheden af at involvere den private sektor i regeringernes og civilsamfundets bestræbelser for at forbedre vandforsyning og kloakering, specielt i fattigere lande. Liberalisering af handelen med vandrelaterede ydelser inden for rammerne af WTO vil kunne bidrage til at fremme infrastrukturinvesteringerne, styrke vandforvaltningskapaciteten og bidrage til den teknologiske udvikling, idet der tages hensyn til udviklingslandenes administrative kapacitet og lovgivningsmæssige rammer.

Naturligvis bør man i forbindelse med enhver vandforsyningsreform, der involverer den private sektor, f.eks. i givet fald via GATS-forpligtelser i denne sektor, være særligt opmærksom på at etablere lovgivningsmæssige rammer, der sikrer lige adgang til vand for alle.

EU's anmodninger i forbindelse med GATS undergraver eller reducerer imidlertid ikke på nogen måde værtsregeringernes muligheder for at regulere vandforvaltning og brugerforsyning, og hindrer dem ikke i at vælge den mest egnede form for privatsektordeltagelse, indføre en retfærdig prispolitik og sikre, at priserne er overkommelige for de fattige. EU har hidtil og vil fortsat støtte udviklingslandene i denne henseende, bl.a. med teknisk bistand.