92003E0923

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0923/03 af Florence Kuntz (EDD) til Kommissionen. Fornyet tvivl om jernbaneforbindelsen mellem Lyon og Torino.

EU-Tidende nr. 268 E af 07/11/2003 s. 0160 - 0161


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0923/03

af Florence Kuntz (EDD) til Kommissionen

(18. marts 2003)

Om: Fornyet tvivl om jernbaneforbindelsen mellem Lyon og Torino

En undersøgelse, som er gennemført efter anmodning fra den franske regering, har igen skabt tvivl om jernbaneforbindelsen mellem Lyon og Torino.

Medens denne jernbaneforbindelse ubestrideligt ville have central betydning for afviklingen af trafikken mellem Nord- og Sydeuropa, og de ruter, der går gennem Alperne, er overbelastede og udsatte, ville det udgøre en alvorlig trussel mod den økonomiske udvikling i adskillige regioner, hvis projektet blev opgivet. Et andet formål med projektet er at mindske trafikkens indvirkning på miljøet ved at overføre en del af landevejstrafikken til jernbane.

Støtten fra Fællesskabets budget skulle finansiere 50 % af de indledende undersøgelser og formentlig 20 % af selve projektet, hvis samlede budget er på 13 mia. EUR

Kan Kommissionen bekræfte, at den støtter projektet og deltager i finansieringen, samt angive omfanget af sit bidrag?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(10. april 2003)

Kommissionen har adskillige gange, og især i sin hvidbog Den Europæiske transportpolitik frem til 2010 De svære valg(1) klart givet udtryk for, hvor stor vægt den lægger på en hurtig gennemførelse af dette vigtige projekt. Det udgør en central del af udviklingen af det transeuropæiske transportnet og bidrager til at sætte en større del af trafikstrømmen gennem Alperne på skinner. Det bliver desuden endnu vigtigere i lyset af den nært forestående EU-udvidelse mod øst. Kommissionens interesse for projektet viser sig i form af støtte til undersøgelser af både de indenlandske strækninger og den internationale forbindelse, der udgør projektet.

I perioden 1992-2000 fordelte støtten til projektet, som blev tildelt fra budgettet for det transeuropæiske transportnet, sig således(2):

- 42 mio. EUR blev afsat til finansiering af tekniske undersøgelser i forbindelse med den internationale strækning, svarende til ca. 45 % af de omkostninger, der faktisk er konstateret, hvilket gør EU til den største bidragyder til denne del af projektet

- 16,5 mio. EUR er afsat til undersøgelser af strækningen Lyon-Montmélian

- 27,5 mio. EUR er gået til undersøgelser og arbejder på forbindelseslinjer på den italienske side af grænsen samt til trafikknudepunktet ved Torino.

I perioden 2001-2006 har Kommissionen inden for rammerne af det vejledende flerårige program på budgettet for det transeuropæiske transportnet planlagt at afsætte:

- 100 mio. EUR ud af i alt 371 mio. EUR til færdiggørelsen af undersøgelsesprogrammet for den internationale strækning,

- yderligere 12 mio. EUR til undersøgelser og arbejder på strækningen Lyon-Montmélian,

- og endelig 29 mio. EUR til undersøgelser og arbejder på knudepunktet ved Torino og til de kommende godstransportinstallationer.

EU-støtten er altså især betydelig i undersøgelsesfasen(3). I lyset af Lyon-Torino-projektets kompleksitet og omkostninger har Kommissionen ligeledes foreslået at hæve grænsen for EU-bidrag til arbejdet til 20 % (i stedet for de 10 %, som er fastsat i den gældende finansforordning) til grænseoverskridende jernbaneprojekter, der vanskeliggøres af en naturlig barriere. Forslaget(4), som blev ændret i henhold til Parlamentets udtalelse efter førstebehandlingen i juli 2002, er stadig til behandling i Rådet, og det er ikke muligt at forudsige en dato for ikrafttrædelse af 20 %-grænsen.

(1) KOM(2001) 370 endelig udg.

(2) Afrundede tal.

(3) Til erindring beløber det samlede budget for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1655/1999 af 19. juli 1999 om ændring af forordning (EF) nr. 2236/95 om generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte inden for transeuropæiske net, EFT L 197 af 29.7.1999, sig til 4 170 mio. EUR for TEN-T for perioden 2000-2006.

(4) KOM(2003) 38 endelig udg.