SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0899/03 af Bart Staes (Verts/ALE) til Kommissionen. Det belgiske fankort-systems forenelighed med direktiv 95/46/EF.
EU-Tidende nr. 222 E af 18/09/2003 s. 0241 - 0242
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0899/03 af Bart Staes (Verts/ALE) til Kommissionen (21. marts 2003) Om: Det belgiske fankort-systems forenelighed med direktiv 95/46/EF Som svar på skriftlig forespørgsel E-3103/02(1) oplyser Kommissionen, at der ved en undersøgelse af foreneligheden af det belgiske system med fankort for fodboldtilhængere med direktiv 95/46/EF(2) bl.a. skal ses på de behandlede oplysningers vigtighed i forhold til formålet med indsamlingen og viderebehandlingen, og hvilke grænser der er fastsat for oplysningernes anvendelse, som skal være i overensstemmelse med dataindsamlingens oprindelige formål. I artikel 10, stk. 5, i den belgiske lov om sikkerhed under fodboldkampe (offentliggjort i Belgiens lovtidende den 3. februar 1999) hedder det, at organisatorerne af en national fodboldkamp eller en international fodboldkamp i det mindste skal træffe foranstaltninger til 5) at sikre forvaltning af billetter og distribuering heraf, overvågning af adgang og kontrol med, at billetterne er gyldige og erhvervet på lovlig vis. Belgiens fodboldforbund Koninklijke Belgische Voetbalbond udarbejdede et system med fankort. Ifølge dette skal enhver, som ønsker at købe en billet til en fodboldkamp med Jupiler League, være i besiddelse af et sådant kort. For at få dette kort skal man angive adresse, telefonnummer, køn, sprog, personnummer, osv. I ansøgningsformularen står der, at de personlige oplysninger vil blive opført i et centralt arkiv hos den professionelle fodboldliga, således at der kan gives garanti for sikkerheden på fodboldstadierne og kontrollen med fodboldtilhængerne. Medmindre andet er angivet, kan de forarbejdes i informationsøjemed, og af deres partnere anvendes til kommercielt fremme af deres produkter. På bagsiden af dette fankort står logoet Go4Fun Club, ved hjælp af hvilken kortets ejer kan opnå finansielle fordele ved køb af produkter fra det belgiske fodboldforbunds kommercielle partnere. Rent faktisk betyder dette logo, at ejere af fodbold-fankort automatisk er medlem af Go4Fun Club. Kan Kommissionen på grundlag af disse oplysninger meddele, om denne fremgangsmåde er i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF og især artikel 6 og 7 i dette direktiv? Bliver oplysningerne med andre ord egentlig brugt i forhold til formålet med deres indsamling? Eller kan oplysninger, som indsamles med henblik på at skabe sikkerhed på fodboldstadioner, automatisk (sic) anvendes til opbygning af en kommerciel database? (1) EFT C 110 E af 8.5.2003, s. 165. (2) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein (25. april 2003) Det omtalte system synes ikke på grundlag af oplysningerne fra det ærede medlem at være i strid med bestemmelserne i direktiv 95/46/EF(1) for så vidt angår systemets anvendelse til at skabe sikkerhed på fodboldstadioner og overvåge fodboldtilhængere. Hvad angår det belgiske fodboldforbunds anvendelse af personoplysninger med henblik på markedsføring henviser Kommissionen til artikel 14 i direktiv 95/46/EF. I henhold til denne bestemmelse indrømmer medlemsstaterne de registrerede personer en ret til at gøre indsigelse mod den registeransvarliges anvendelse af deres personoplysninger med henblik på markedsføring. Alternativt har de registrerede i henhold til samme artikel ret til at blive underrettet, inden deres personoplysninger for første gang videregives til tredjemand eller anvendes på tredjemands vegne med henblik på markedsføring, og ret til at gøre indsigelse mod denne videregivelse eller anvendelse. De oplysninger, som de registrerede personer angiver i formularen til opnåelse af et fankort synes at være i overensstemmelse med denne bestemmelse. Kommissionen konstaterer dog, at formuleringen medmindre andet er angivet ikke er tydelig, og at de registrerede personer skal informeres tydeligt om deres ret til at gøre indsigelse mod behandlingen af deres personoplysninger til kommercielle formål. Kommissionen har påpeget dette aspekt over for den belgiske databeskyttelsesmyndighed. Såfremt de registrerede personer har mulighed for at gøre indsigelse mod anvendelsen af deres personoplysninger til andre formål end til at skabe sikkerhed på fodboldstadioner, er Kommissionen i øvrigt af den opfattelse, at det ikke drejer sig om en automatisk genanvendelse af disse oplysninger. (1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, EFT L 281 af 23.11.1995.