SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0774/03 af Charles Tannock (PPE-DE) til Kommissionen. Ødelæggelsen af Schinias-engområdet.
EU-Tidende nr. 268 E af 07/11/2003 s. 0132 - 0133
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0774/03 af Charles Tannock (PPE-DE) til Kommissionen (12. marts 2003) Om: Ødelæggelsen af Schinias-engområdet Med hensyn til anlæggelsen af et rosportsanlæg på Schinias-engområdet på halvøen Attica oplyste Kommissionen i sine svar på skriftlig forespørgsel E-0769/01(1) og E-1073/01(2), at den havde sendt en skrivelse til de græske myndigheder, hvori deres opmærksomhed henledes på denne lokalitets naturbevarelsesmæssige værdi, og de anmodes om nærmere oplysninger om eventuelle planer om at lade dette område indgå i Natura 2000-nettet i medfør af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter(3), og at den efterfølgende havde foretaget en vurdering af situationen på stedet. Kommissionen har desuden udtalt andetsteds, at Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985(4) om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997(5) finder anvendelse i dette tilfælde. Præcis hvilke forpligtelser har den græske regering i denne forbindelse, og mener Kommissionen, at Grækenland har opfyldt disse forpligtelser? Er den græske regerings forpligtelser med hensyn til udviklingen af Schinias-engområdet grundlæggende de samme som den tyske regerings forpligtelser med hensyn til udviklingen af industriparken i Aachen, der er blevet standset af hensyn til Aachen-hamsterens velfærd? (1) EFT C 318 E af 13.11.2001, s. 117. (2) EFT C 340 E af 4.12.2001, s. 163. (3) EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7. (4) EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40. (5) EFT L 73 af 14.3.1997, s. 5. Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström (24. april 2003) Ved behandlingen af klagen over anlæggelsen af det olympiske kaproningscenter i Schinias-Marathon i Grækenland har det været Kommissionens sigte at sikre denne lokalitet en passende bevarelsesmæssig status og sikre, at anlæggelsen af de olympiske faciliteter kom til at foregå på en bæredygtig måde, der vil bidrage til, at lokalitetens naturmæssige værdi genoprettes og beskyttes. I august 2002 foreslog de græske myndigheder Schinias-Marathon udpeget som lokalitet af fællesskabsbetydning og indgav samtidig til Kommissionen supplerende materiale, der indeholdt de relevante tekniske oplysninger, som var påkrævet i forbindelse med forslaget om lokalitetens optagelse i Natura 2000-nettet i henhold til direktiv 92/43/EØF(1). Lokaliteten er ligeledes blevet udpeget som nationalpark, og en fælles ministeriel afgørelse om administrations- og forvaltningsplanen for nationalparken er blevet vedtaget. Desuden er etableringen af nationalparkens forvaltningsorgan og dettes funktionsmåde undervejs, da det græske statsråd foretager en vurdering af den relevante nationale lovgivning (præsidentdekret). Denne lovramme er tilsyneladende tilstrækkelig til at sikre bevaringsmålsætningerne for lokaliteten. For så vidt angår projektets udformning, viser både gennemførelsen af genetableringsprogrammet for vådområdet, tidsrammen for alle de foreslåede anlægsarbejder og gennemgangen af de nyligt fremsendte oplysninger desuden, at det samlede forslag kan anses for at være tilfredsstillende og foreneligt med lokalitetens naturbevarelsesmæssige værdi. Navnlig projektets udformning er blevet forbedret, så der forårsages færrest mulige tab af levesteder, ligesom området økologiske kvalitet øges ved gennemførelsen af genetableringsprojektet. Der blev ligeledes iværksat konkrete foranstaltninger for at sikre lokalitetens hydrologiske balance og en passende forvaltning. En eventuel udpegning af lokaliteten som et særligt fuglebeskyttelsesområde i henhold til direktiv 79/409/EØF(2) vil blive behandlet i forbindelse med den igangværende horisontale overtrædelsesprocedure, der er indledt mod Grækenland. Overtrædelsesproceduren vedrører de græske myndigheders utilstrækkelige og mangelfulde klassifikation af særligt beskyttede områder for bevaring af vilde fugle. Med hensyn til industriparken i Aachen formoder Kommissionen, at det ærede medlem henviser til udviklingen af erhvervsområdet Aachen-Heerlen. I denne sag tilsendte Kommissionen i 2001 den tyske regering en åbningsskrivelse vedrørende tilsidesættelse af artikel 12 og 16 i direktiv 92/43/EØF. De forpligtelser, som de pågældende bestemmelser indebærer, afviger fra de forpligtelser, der er relevante for Schinias-sagen, idet bestemmelserne har beskyttelsen af arter og ikke beskyttelsen af lokaliteter som mål. (1) Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EFT L 206 af 22.7.1992. (2) Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april om beskyttelse af vilde fugle, EFT L 103 af 25.4.1979.