SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0352/03 af Jean-Claude Fruteau (PSE) til Rådet. Regioner i den yderste periferi.
EU-Tidende nr. 222 E af 18/09/2003 s. 0169 - 0170
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0352/03 af Jean-Claude Fruteau (PSE) til Rådet (6. februar 2003) Om: Regioner i den yderste periferi EU tæller syv regioner i sin yderste periferi: Azorerne, Madeira, De Kanariske Øer, Guadeloupe, Martinique, Guyane og Réunion. De danner tilsammen en særlig ekstra dimension i Fællesskabet, som der er taget hensyn til i artikel 299, stk. 2, i Amsterdam-traktaten. Regionerne i den yderste periferi lider under en lang række geografiske og naturbetingede gener (fjern beliggenhed i forhold til det europæiske fastland, vanskelige topografiske forhold, lille areal, øsamfund og/eller geografisk enklave), som i betydeligt omfang hæmmer deres økonomiske udvikling. Blandt de ti fattigste regioner i EU ligger seks af dem således i den yderste periferi. Hvilke aktioner påtænker det græske formandskab til fordel for disse regioner? Samlet svarpå skriftlige forespørgsler E-0235/03 og P-0352/03 (13. maj 2003) For så vidt angår Kommissionens beretning(1) om foranstaltninger til gennemførelse af EF-traktatens artikel 299, stk. 2: regionerne i den yderste periferi, er det planen, at Rådet i første halvår af 2003 skal behandle Kommissionens forslag om henholdsvis ændring af POSEI-forordningerne(2) og ændring af forordningen(3) om en ordning for godtgørelse af meromkostningerne ved afsætning af visse fiskerivarer fra regionerne i den yderste periferi. Disse forslag er imidlertid endnu ikke officielt forelagt for Rådet. Rådet skal herudover behandle Kommissionens anden interimsrapport om økonomisk og social samhørighed, der indeholder en ajourføring og en analyse af situationen og tendenserne i regionerne samt de væsentligste emner i debatten om, hvordan samhørighedspolitikken skal se ud efter udvidelsen. (1) KOM(2002) 723 endelig. (2) Forordning nr. 1452/2001, 1453/2001 og 1454/2001. (3) Forordning nr. 579/2002.