SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0088/03

af Paulo Casaca (PSE) til Kommissionen

(28. januar 2003)

Om: Justeringskoefficienten for tjenestemænds pensioner

Under et møde i Budgetkontroludvalget den 28. november sidste år fremførte Kommissionens repræsentant i forbindelse med besvarelsen af et spørsgmål, jeg havde stillet, som begrundelse for at der findes justeringskoefficienter for pensionerne til pensionerede tjenestemænd, at de henhører under EF-Domstolen i dette spørgsmål.

En undersøgelse af gældende retspraksis kunne imidlertid ikke bekræfte Kommissionens udsagn, idet den kun viste materiale om justeringskoefficienter, som kan bringes i anvendelse i forbindelse med aktive tjenestemænds lønninger, hvilket er et helt andet spørgsmål, og ikke i forbindelse med udbetalinger til pensionister.

Den pågældende Kommissionsrepræsentant hævdede endvidere, at min kritik af den omtalte ordning med en justeringskoefficient, der er afhængig af hvilket arbejdssted man anvender for pensionister, som jo netop ikke har noget arbejdssted, skyldtes, at min nationalitet blev forfordelt ved denne ordning en påstand, jeg anser for at være fornærmende, og som forekommer mig at være i modstrid med den måde, jeg er vant til at opleve Kommissionen drøfte den slags temaer på.

Kan Kommissionen under disse omstændigheder oplyse mig om følgende:

1. Hvad er det for en retspraksis vedrørende anvendelsen af justeringskoefficienter til udregning af pensioner til pensionerede tjenestemænd, afhængigt af hvor de bor eller formodes at bo, som Deres repræsentant henviste til i Budgetkontroludvalget den 28. november?

2. Støtter Kommissionen sin repræsentants synspunkt på dette møde, hvor han gav udtryk for, at min kritik alene skal begrundes i de tjenestemænds interesser, som har samme nationalitet som jeg, og i konsekvens heraf, skyldes det forsvar, Kommissionens repræsentant fremførte for den gældende ordning, mon ikke blot det faktum, at han, i kraft af den nationalitet, han tilfældigvis er udstyret med, nyder godt af denne ordning?

3. Mener Kommissionen, at der inden for Den Europæiske Union findes nationaliteter med forskellig status, som gør, at man kan retfærdiggøre denne logik?

4. Mener Kommissionen ikke, at det er ynkeligt at appellere til nationalistiske argumenter eller påberåbe sig en virtuel retspraksis i stedet for at svare på de substantielle spørgsmål, jeg gentagne gange har stillet, til det diskriminerende, absurde og statsborgerskabsfjendske i den nuværende ordning, hvor der sker en differentiering i pensionerne til pensionerede tjenestemænd på grundlag af deres formodede bopæl?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(13. marts 2003)

Jeg har undersøgt de udtalelser, der blev fremsat på det møde i Budgetkontroludvalget, som det ærede medlem henviser til. Kommissionen beklager eventuelle følgeslutninger, som andre uforvarende har draget, om det ærede medlems motivation for at rejse spørgsmålet om justeringskoefficienter i forbindelse med tjenestemænds pension.

Ifølge mine undersøgelser refererede Kommissionsrepræsentantens henvisning til retspraksis på det pågældende møde ikke særskilt til pensioner, men omhandlede justeringskoefficientsystemet i almindelighed.

Ifølge retsprincippet om ligebehandling forekommer justeringskoefficientsystemet at være nødvendigt for at kunne korrigere for variationer, i tilfælde hvor personer, der er omfattet af personalevedtægten, har bopæl på steder/i lande med andre leveomkostninger.

Specifikt i forbindelse med pensioner har Retten i Første Instans gjort klart, at ifølge artikel 82 i den eksisterende personalevedtægt har pensionerede tjenestemænd ret til at få korrigeret pensionen med den justeringskoefficient, der er fastsat for det land, hvor den pågældende har sin bopæl. Det samme gør sig gældende, hvis de har bopæl i et land uden for EU, der har en justeringskoefficient(1).

Kommissionen har i overensstemmelse med bestemmelserne i personalevedtægten altid søgt at undgå diskrimination mellem forskellige medlemslandes borgere på alle områder, også pensionsområdet.

(1) Se dom afsagt den 14. december 1995 i sag T-285/94, Pfloeschner mod Kommissionen.