92003E0001

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0001/03 af Joan Colom i Naval (PSE) til Kommissionen. Støtte til personer, som har lidt skade i forbindelse med olieforureningen, som skyldes Prestiges forlis.

EU-Tidende nr. 161 E af 10/07/2003 s. 0166 - 0167


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0001/03

af Joan Colom i Naval (PSE) til Kommissionen

(9. januar 2003)

Om: Støtte til personer, som har lidt skade i forbindelse med olieforureningen, som skyldes Prestiges forlis

Prestiges forlis i november og den herved fremkaldte olieforurening er uden tvivl den alvorligste forureningskatastrofe i Spaniens nyere historie, hvor tusinder er skadelidte. Også Det Europæiske Råd i København (se konklusion 32, 33 og 34) gav udtryk for sin beklagelse og dybe bekymring over olietankskibet Prestiges alvorlige ulykke ud for Spaniens nordvestkyst, ligesom Rådet anså de skader, ulykken afstedkommer for havmiljøet og det socioøkonomiske miljø og den trussel, den betyder for tusinder af menneskers levebrød, for helt uacceptable.

Hvilke konkrete støtteforanstaltninger til fordel for de skadelidte personer og de berørte områder havde Kommissionen gennemført pr. 31. december 2002?

På hvilke datoer blev foranstaltningerne vedtaget, og hvor store beløb var der tale om? Hvornår har Spanien eventuelt søgt om hjælp i medfør heraf?

Indeholder nogen af støtteforanstaltningerne supplerende beløb ud over de midler, som Spanien under alle omstændigheder ville have modtaget over Fællesskabets budget i medfør af fællesskabsbestemmelserne, hvis katastrofen ikke var indtruffet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(6. februar 2003)

Kommissionen vil ligesom det ærede medlem udtrykke sin solidaritet med de tusinder af mennesker, der er berørt af Prestiges forlis. EU kan på flere måder tilbyde de spanske myndigheder støtte til at håndtere følgerne af ulykken.

For det første har den spanske regering inden for rammerne af de gældende bestemmelser mulighed for at anvende visse midler fra EFRU og Samhørighedsfonden, som allerede er blevet allokeret til Spanien for perioden 2000-2006, for at afhjælpe katastrofens følger. Kommissionen kan oplyse det ærede medlem om, at de spanske myndigheder i dag har meddelt, at de vil anvende foranstaltning 3.5 (Actuaciones medioambientales en costas) i det operationelle program for Galicien 2000-2006, der har fået støtte fra EFRU på 64 516 472 EUR til udførelse af rengøringsarbejde.

For det andet har Kommissionen med henblik på at afhjælpe følgerne af denne ulykke for fiskerisektoren forelagt Rådet forslag om en række ændringer af de gældende retsforskrifter for strukturinterventioner i fiskerisektoren for at støtte fiskerflåden og akvakultursektoren i det pågældende område, så der kan ydes økonomisk støtte.

På grundlag af forslaget vedtog Rådet den 20. december 2002 forordning (EF) nr. 2372/2002 om særforanstaltninger for at yde erstatning til den spanske fiskeri-, skaldyrs- og akvakultursektor for de tab, olieudslippet fra Prestige har forårsaget(1).

Der vil blive bevilget et samlet beløb på 30 mio. EUR til følgende specifikke foranstaltninger:

a) erstatning til personer og virksomhedsejere, som midlertidigt har måttet ophøre med deres aktiviteter

b) støtte til udskiftning af fiskeredskaber, af andet hjælpeudstyr og reparation af de berørte fartøjer og erstatning af de beskadigede dele på disse

c) støtte til rengøring, reparation og genopbygning af skaldyrs- og akvakulturanlæg

d) erstatning med henblik på genindsættelse af skaldyrsbestande.

For det tredje undersøger Kommissionen også andre finansieringsmuligheder, deriblandt EU-Solidaritetsfonden, idet der dog må tages hensyn til, at fonden hovedsagelig er oprettet med henblik på at intervenere særlig i tilfælde af naturkatastrofer og ikke kun miljøkatastrofer, og at de kriterier for støtteberettigelse, som lovgivningsmyndigheden har fastsat, er meget restriktive. Kommissionen er på nuværende tidspunkt ved at undersøge den anmodning fra de spanske myndigheder, der blev indgivet den 14. januar 2003, i henhold til kriterierne i forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond. En eventuel støtte fra Solidaritetsfonden kunne hovedsagelig anvendes til at rengøre strandene. Disse finansielle midler ville i givet fald supplere de foranstaltninger, som allerede er blevet truffet.

(1) EFT L 358 af 31.12.2002.