92002E3847

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3847/02 af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen. En køreplan med grænseoverskridende forbindelser og forbindelser over lange afstande til disposition for offentligheden i hele Europa i begyndelsen af november 2003.

EU-Tidende nr. 242 E af 09/10/2003 s. 0078 - 0079


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3847/02

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. januar 2003)

Om: En køreplan med grænseoverskridende forbindelser og forbindelser over lange afstande til disposition for offentligheden i hele Europa i begyndelsen af november 2003

1. Er Kommissionen bekendt med, at en række jernbaneselskaber i forbindelse med indførelsen af den nye køreplan pr. 15. december 2002 ikke havde deres internationale køreplan klar eller helt havde valgt ikke at udgive en sådan køreplan?

2. Er Kommissionen ligeledes bekendt med, at de tyske jernbaner, DB, der i samarbejde med den European Timetable, som Thomas Cook Publishing har udgivet siden 1873, fra 2001 derimod har udgivet en fuldstændig Kursbuch Europa, der tidligere kun var sparsomt disponibel i månedlige udgaver via postforsendelse eller via specielle rejseboghandler, nu på grund af en juridisk konflikt med konkurrenten Connex ikke synes i stand til at kunne sælge de gældende nationale og udenlandske køreplaner, der træder i kraft den 15. december 2002, til offentligheden forud for eller umiddelbart efter ikrafttrædelsesdatoen?

3. Anser Kommissionen det ud fra et forbrugerbeskyttelsessynspunkt og med henblik på at give jernbanerne en god konkurrenceposition i forhold til lufttrafikken for acceptabelt, at brugere af internationale jernbaneforbindelser i stadig ringere grad selv er i stand til at sammenligne det fuldstændige udbud af tider, ruter, forbindelser, ventetider, gennemgående natforbindelser og takster, før de vælger én bestemt togforbindelse, fordi de i stadig højere grad bliver afhængige af den begrænsede information ved stationernes luger, over telefon eller på internettet, der endnu slet ikke er tilgængeligt for alle, og dermed også af de måske mindre gunstige eller omhyggelige valg, som andre har foretaget for dem?

4. Er Kommissionen rede til i samarbejde med jernbaneselskaberne i de nuværende og fremtidige medlemsstater at fremme, at der i det mindste én måned inden de næste nye køreplaner træder i kraft pr. 14. december 2003 på alle større jernbanestationer i hele EU stilles en for alle tilgængelig køreplan til rådighed med de vigtigste direkte, grænseoverskridende forbindelser over lange afstande med alle integrerede eller tilsluttende færgeforbindelser, der er sammenlignelig eller identisk med den, de tyske jernbaner, DB, tidligere har publiceret?

5. Vil Kommissionen i sin forordning om passagerers rettigheder for 2003 indføje en klausul om bøder til jernbaneselskaber, der ikke i tilstrækkelig god tid stiller køreplaner til rådighed for offentligheden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(26. februar 2003)

Kommissionen er bekendt med de ændringer, som de europæiske jernbaneselskaber har foretaget i deres internationale togforbindelser pr. 15. december 2002. Kommissionen beklager, at visse jernbaneselskaber ikke har kunnet udsende deres køreplaner for internationale forbindelser rettidigt, især da dette er et af de vigtigste værktøjer til formidling af deres tjenester til rejsende i Europa. Kommissionen frygter, at det medfører, at et af målene for den fælles transportpolitik ikke kan opfyldes, nemlig målet om at bibeholde jernbanetrafikkens andel og endog udvirke en ændring inden for passagerbefordring væk fra veje og til jernbanen.

I forbindelse med interoperabilitet vil der blive udarbejdet en teknisk specifikation for interoperabilitet (TSI: en beskrivelse af de væsentlige krav for at sikre interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for konventionelle tog i henhold til direktiv 2001/16/EF)(1) for telematikapplikationer for passagerer. TSI'en skal sikre interoperabiliteten i informationsudveksling om jernbaneforbindelser, navnlig for så vidt angår teknisk forenelighed, og den bør understøtte nem brugeradgang til oplysninger om jernbaneforbindelser.

I sit kommende forslag om passagerers rettigheder og pligter i forbindelse med internationale jernbaneforbindelser agter Kommissionen at medtage bestemmelser om integration af oplysninger om internationale jernbaneforbindelser og billetter, sammen med muligheden for at tilbyde salg

af rejser, hvor befordringen sker med flere forskellige selskaber (integreret billet). Den nuværende situation på markedet for passagerbefordring med jernbane giver ikke anledning til at pålægge jernbanevirksomheder, som ikke offentliggør deres køreplaner rettidigt, økonomiske sanktioner.

Kommissionen vil også gerne påpege, at Den Internationale Jernbaneunion (UIC) den 3. december 2002 lancerede Merits-databasen (Multiple European Railway Integrated Timetable Storage). Databasen skal centralisere køreplansoplysninger for tog på nationalt og internationalt plan (ca. 180 000 tog hos 32 jernbaneselskaber) i Europa. UIC har også påbegyndt udviklingen af Prifis-projektet (Price and Fare Information System), som vil give potentielle kunder og salgspersonale alle de nødvendige oplysninger til at planlægge en rejse og priser, herunder billetpriser og vilkår (salg, rejse og eftersalgsservice) for hvert produkt, samt oplysninger om frie sæder og liggepladser. Prifis forventes at være operationel i 2005.

Herudover har Sammenslutningen af Europæiske Jernbaner (CER) for nylig lanceret et initiativ, som tager sigte på at forbedre serviceniveauet for internationale jernbaneforbindelser, bl.a. ved at forbedre oplysningerne til potentielle kunder ved hjælp af integrerede informations- og billetsystemer.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/16/EF af 19. marts 2001 om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for konventionelle tog, EFT L 110 af 20.4.2001.