|
6.2.2004 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
CE 33/24 |
(2004/C 33 E/023)
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3806/02
af Karin Junker (PSE) til Kommissionen
(7. januar 2003)
Om: Kommissionens og medlemsstaternes informations- og kommunikationsteknologi-projekter i udviklingslandene
Det at have adgang til global kommunikation, særligt de moderne informations- og kommunikationsteknologier (IKT), kan spille en vigtig rolle for fremme af bæredygtig økonomisk og social udvikling i AVS-landene og være et vigtigt bidrag til den demokratiske meningsdannelse.
Ved hurtigt at indføre IKT forbedres chancerne for en bæredygtig udvikling betydeligt og EU's udviklingssamarbejde fremmes på områder som fattigdomsbekæmpelse, sundhed, uddannelse, miljø og styrkelse af den private sektor.
Som det fremgår af en meddelelse fra Kommissionen (1) og Rådets (udviklingssamarbejde) beslutning af 30. maj 2002 om denne meddelelse, kan også de se vigtigheden af IKT. Kommissionen fremlægger i sin rapport det løbende program og de fremtidige aktioner. Beskrivelsen heraf er dog meget generel.
På Palermo-konferencen i april kunne man få indblik i den italienske regerings forslag til IKT-initiativer for udviklingslandene. Italien har afsat mere end 100 mio. USD til fremme af e-government-projekterne i fem udviklingslande.
Hvad gør Kommissionen konkret for udviklingslandene, særligt AVS-landene med henblik på IKT?
Hvilke programmer og aktioner findes der, og hvordan ser de ud?
Hvad gør andre medlemsstater, i sammenligning med Italien, med henblik på IKT i udviklingslandene?
Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson
(14. marts 2003)
Meddelelsen om informations- og kommunikationsteknologi i udviklingsarbejdet viser klart hvor vigtig denne teknologi er som hjælpemiddel i gennemførelsen af Fællesskabets seks udviklingsmålsætninger. Informations- og kommunikationsteknologi er imidlertid et redskab, ikke et mål i sig selv.
Alle seks regionale vejledende programmer der gennemføres som led i 9. EUF, indeholder henvisning til denne teknologi. Kommissionen arbejder nu sammen med de ansvarshavende regionale institutioner for at realisere disse elementer så hurtigt som muligt. Efter anmodning fra AVS-gruppen er Kommissionen gået i gang med at tilrettelægge en undersøgelse af mulighederne for at iværksætte informations- og kommunikationsteknologiprogrammer med sigte på AVS-landene til opfølgning af arbejdet i EU's og AVS-staternes fælles parlamentariske udvalg. Når resultatet heraf foreligger, vil der være mulighed for at opstille et program som kan gennemføres medens 9. EUF løber.
Kommissionen er ved at indgå en kontrakt med Den Internationale Telekommunikationsunion om iværksættelse af forskellige informations- og kommunikationsteknologiprogrammer med multiplikatoreffekt på grundlag af EF-budgettets post B7-623 (kapacitetsforbedring for informations- og kommunikationsteknologi og bæredygtig energi). Kontrakten fokuserer på lande med lave indkomster, i første række AVS-landene.
Med henblik på landene i Asien, Middelhavsområdet og Latinamerika har Kommissionen iværksat henholdsvis Asia IT & C-programmet, Eumedis-programmet og @LIS-programmet. De første to er ved at være afsluttet, og man overvejer nu om fase 2 skal igangsættes.
Kommissionen søger også at opstille retningslinjer for hvordan man kan integrere informations- og kommunikationsteknologi inden for de seks indsatsområder.
Sideløbende hermed — dvs. som led i Verdenshandelsorganisationens Doha-udviklingsdagsorden, samt forhandlingerne om bl.a. EU's og AVS-landenes økonomiske partnerskabsaftaler — tilskynder Kommissionen udviklingslandene til at skabe et passende lovgivningsgrundlag og give tilladelse til privat investering (såvel inden- som udenlandsk) inden for sektorer som er vigtige for informations- og kommunikationsteknologi, dvs. telekommunikation computer-relaterede serviceydelser, finansielle tjenesteydelser osv. Med konkurrence og investering i disse sektorer, samt finansiel og faglig bistand til iværksættelsen af passende bestemmelser, kan man fremme disse landes informations- og kommunikationsteknologiske infrastrukturer og udviklingen af elektronisk handel og forvaltning.
Kommissionen og medlemsstaterne har allerede afholdt fire møder i en fælles arbejdsgruppe med sigte på informations- og kommunikationsteknologi i udviklingsarbejdet. Kommissionen råder ikke over nærmere oplysninger om medlemsstaternes udnyttelse af informations- og kommunikationsteknologi i udviklingsprogrammerne.
(1) KOM(2001) 770.