|
20.3.2004 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
CE 70/18 |
(2004/C 70 E/020)
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3746/02
af Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen
(20. december 2002)
Om: Tibet/Kina: dødsstraf til Tenzin Deleg Rinpoche og Lobsang Dhondup
En domstol i provinsen Sechuan, Vestkina, har dømt Tenzin Deleg Rinpoche, en fremtrædende tibetansk munk, og hans medhjælper Lobsang Dhondup, til døden efter en retssag, der af mange internationale organisationer blev betragtet som fuldstændig uretfærdig. De kinesiske myndigheder har ikke udtalt sig om retssagen mod Rinpoche og Dhondup, men ifølge Radio Free Asia har en slægtning til en af de dømte udtalt, at de var blevet nægtet advokatbistand. De lokale kommunistiske myndigheder havde anklaget Tenzin Deleg Rinpoche og Lobsang Dhondup for en række bombeattentater — to attentater sidste år i Ganze-regionen i Sechuan og et tredje i provinsens hovedstad Chengdu — på baggrund af en af Rinpoches tidligere assistenters vidneudsagn om, at Rinpoche havde sat ham til at lede et af attentaterne, samt på grundlag af de »tilståelser«, Rinpoche selv var kommet med til politiet, mens han var tilbageholdt efter at være blevet anholdt den 7. april 2002. Ifølge disse tilståelser skulle han have ledet dette og seks tidligere uopklarede attentater i Ganze.
Ifølge forskellige kilder, heriblandt visse kilder i Folkerepublikken Kina, kunne Rinpoche og Dhondup være kommet i farezonen på grund af deres fredelige aktivisme. De kinesiske myndigheder havde holdt Rinpoche under skarp kontrol de seneste år. De havde forsøgt at anholde ham i 1998 som følge af hans forsøg på at åbne et kloster uden officiel tilladelse og for at have ledet protestaktioner mod et lokalt savværks skovfældning i regionen.
Hvilke oplysninger råder Kommissionen over i forbindelse med retssagen mod Tenzin Deleg Rinpoche og Lobsang Dhondup, og hvilke foranstaltninger vil den træffe for omgående at få deres sag taget op til revision i henhold til de internationale standarder for en retfærdig retssag? Har Kommissionen allerede officielt fordømt de ansvarlige kinesiske myndigheder for de klare overtrædelser af de grundlæggende rettigheder, som Tenzin Deleg Rinpoche og Lobsang Dhondup er ofre for? Er Kommissionen klar over, at de kinesiske myndigheders handlemåde er i total modstrid med de tegn på dialog med Dalai Lama, som de selvsamme myndigheder gav til de vestlige justitsministerier og den eksil-tibetanske ledelse ved for nogle måneder siden at invitere to særlige repræsentanter for Dalai Lama til Kina og Tibet?
Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten
(10. februar 2003)
Kommissionen er blevet underrettet om, at to tibetanere, Tenzin Delek Rinpoche og Lobsang Dhondup, den 2. december 2002 blev idømt dødsstraf for at have været involveret i et bombeattentat. Kommissionen er også bekendt med det bevismateriale, dommen blev afsagt på, og måden, hvorpå rettergangen blev gennemført.
EU gav øjeblikkeligt udtryk for sin bekymring over for de kinesiske myndigheder og har haft flere officielle kontakter med de kinesiske myndigheder på de to dømte tibetaneres vegne. Kommissionen ved også, at De Forenede Stater og Australien har rettet henvendelse til de kinesiske myndigheder på de to dømte tibetaneres vegne.
Ifølge de informationer Kommissionen har til rådighed, har de to tibetanere indgivet appel, hvilket betyder, at eksekutionen først kan finde sted, når dommen er blevet genbehandlet af den kinesiske folkedomstol.
Kommissionen vil fortsat nøje følge sagen og den almindelige menneskerettighedssituation i Tibet.