(2004/C 88 E/0308)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3676/02

af Toine Manders (ELDR) til Kommissionen

(18. december 2002)

Om:   Invaliditet

Dersom en grænsearbejder først har arbejdet i et risikobaseret system (Nederlandene) og senest i et system, der er baseret på erhvervede rettigheder (Tyskland), og derefter bliver invalid, har den pågældende principielt ret til både en nederlandsk og en tysk pro rata-invaliditetsydelse. På grund af manglende harmonisering kan det forekomme, at en grænsearbejder i henhold til nederlandsk lov erklæres 100 % invalid og efter tysk lov 100 % arbejdsdygtig. Dette resulterer ofte i, at sådanne grænsearbejdere – selv om de kun har været forsikret få år i det risikobaserede system (i Nederlandene) får udbetalt en beskeden invaliditetsydelse (og slet ingen tysk).

I tilfælde af, at ansættelsesforholdet i Tyskland ophører, er spørgsmålet, hvilken medlemsstat der skal udbetale arbejdsløshedsunderstøttelse. Bopælslandet Nederlandene nægter at udbetale understøttelse, eftersom den pågældende er 100 % invalid. Spørgsmålet er så, om der kan rejses krav om understøttelse i Tyskland.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(27. januar 2003)

Kommissionen ønsker at meddele det ærede medlem, at det i forordning (EØF) nr. 1408/71 (2) fastlægges, i hvilken medlemsstat en arbejdsløs arbejder kan søge om arbejdsløshedsydelser: en arbejdsløs arbejdstager, som under sin seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den, hvor han var beskæftiget, modtager arbejdsløshedsydelser i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor han var bosat, jf. artikel 71, stk. 1, litra a), hvis han var grænsearbejder – dvs. en arbejdstager, der er arbejder i en medlemsstat og er bosat i en anden medlemsstat, hvortil han regelmæssigt vender tilbage, dog mindst én gang om ugen. Hvis der er tale om »andre arbejdstagere end grænsearbejdere«, kan de i henhold til artikel 71, stk. 1, litra b), vælge, om udbetalingen af arbejdsløshedsydelser skal ske i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor de er bosiddende, eller den medlemsstat, hvor de senest var beskæftigede, hvis de stiller sig til rådighed for arbejdsformidlingen i en af medlemsstaterne.

Derudover fastslås det i Domstolens dom i Miethe-sagen C-1/85, at »atypiske grænsearbejdere« – dvs. grænsearbejdere, der undtagelsesvist har bevaret personlige og beskæftigelsesmæssige forbindelser i beskæftigelsesstaten, således at de der har de bedste muligheder for at finde anden beskæftigelse – skal behandles som »andre arbejdstagere end grænsearbejdere«, og dermed falde ind under anvendelsesområdet for artikel 71, stk. 1, litra b). Det overlades dog til den nationale domstol i de enkelte tilfælde at afgøre, hvorvidt en arbejdstager, der er bosat i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor han er beskæftiget, alligevel har bevaret de bedste beskæftigelsesmuligheder i denne medlemsstat, og derfor bør falde ind under anvendelsesområdet for artikel 71, stk. 1, litra b).

Således kan den person, som det ærede medlem henviser til, anmode om arbejdsløshedsydelser i henhold til den tyske lovgivning, jf. artikel 71, stk. 1, litra b), enten hvis kan betragtes som en »atypisk grænsearbejder« i henhold til Domstolens dom i Miethe-sagen, eller hvis han falder under kategorien »andre arbejdstagere end grænsearbejdere«. Den kendsgerning, at han modtager en nederlandsk invalidepension, har ingen indflydelse på det forhold, at Tyskland er den kompetente medlemsstat til udbetaling af arbejdsløshedsydelser.

Om denne person faktisk er berettiget til at modtage tyske arbejdsløshedsydelser, afhænger af, om han opfylder de betingelser for at modtage arbejdsløshedsydelser, som er fastsat i den tyske lovgivning. Da fællesskabslovgivningen ikke harmoniserer medlemsstaternes sociale sikringsordninger, men derimod samordner dem, har de enkelte medlemsstater beføjelser til at fastlægge betingelserne for tildeling af ydelser. Såfremt adgangen til ydelser efter en medlemsstats lovgivning er betinget af, at der er tilbagelagt forsikringsperioder (karenstid), og såfremt en vandrende arbejdstager ikke har været forsikret længe nok i henhold til denne medlemsstats lovgivning for at opfylde karenstid, skal forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter enhver anden medlemsstats lovgivning, medregnes, som om det drejede sig om forsikringsperioder, der var tilbagelagt efter den førstnævnte stats lovgivning, jf. forordning (EØF) nr. 1408/71.

(1)  EFT L 149 af 5.7.1971, s. 2.

(2)  Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, forordning ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT L 28 af 30.1.1997).