SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3612/02 af Bob van den Bos (ELDR) til Rådet. Menneskerettighedsklausuler.
EU-Tidende nr. 222 E af 18/09/2003 s. 0094 - 0095
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3612/02 af Bob van den Bos (ELDR) til Rådet (16. december 2002) Om: Menneskerettighedsklausuler Forud for udarbejdelsen af Europa-Parlamentets betænkning om menneskerettighederne i verden 2002 bedes Rådet besvare følgende spørgsmål: 1. Siden 90'erne har Den Europæiske Union indføjet en menneskerettighedsklausul i bilaterale handels- og samarbejdsaftaler med tredjelande. Kan Rådet give en oversigt over sådanne aftaler, der er blevet suspenderet fra 1990 og til i dag? Kan Rådet oplyse, hvorfor aftalerne er blevet suspenderet? 2. Kan Rådet give en oversigt over behandlingen af Europa-Parlamentets menneskerettighedsbetænkninger i Rådet (almindelige anliggender): på hvilke samlinger blev hvilke spørgsmål behandlet og med hvilket resultat? 3. Kan Rådet give en oversigt over Rådets repræsentanters tilstedeværelse under behandling af menneskerettighedsspørgsmål i Europa-Parlamentets plenarforsamling i perioden april 2002 og til i dag? Kan Rådet desuden oplyse, på hvilket niveau, det var repræsenteret, og hvordan rapporteringen til Rådet er sket? Svar (5. og 6. maj 2003) 1. EU har medtaget menneskerettighederne som et væsentligt element i handels- og samarbejdsaftaler med tredjelande siden 1995. Ifølge sådanne klausuler understøtter respekten for de grundlæggende menneskerettigheder og de demokratiske principper parternes interne og eksterne politikker og udgør et væsentligt element i aftalen. Hvis aftalen misligholdes, kan den suspenderes. Før 1995 blev respekten for menneskerettighederne ofte nævnt udtrykkeligt i f.eks. aftalernes præambel, men udgjorde ikke noget væsentligt element. Hidtil er der ingen af de aftaler, der indeholder en menneskerettighedsklausul som et væsentligt element, der er blevet suspenderet. Hvis EU har ment, at et partnerland har krænket de væsentlige elementer i aftalen, er visse bestemmelser i aftalen imidlertid blevet suspenderet. Dette har f.eks. været tilfældet med de finansielle bestemmelser i Cotonou-aftalen med hensyn til Zimbabwe (2002), Comorerne (2000), Côte d'Ivoire (2000), Fiji (2000), Haiti (2000) og Liberia (2001). I andre tilfælde er undertegnelsen af samarbejdsaftaler blevet udsat på grund af betænkeligheder med hensyn til menneskerettighederne, f.eks. med Kroatien (1995), Pakistan (1999), Algeriet (1998) og Rusland (1995). Vægten ligger på at fremme dialog og positive foranstaltninger snarere end på sanktioner. EU benytter enhver lejlighed til indtrængende at anmode staterne om at respektere menneskerettighederne og fremme beskyttelsen heraf og til at minde partnerlandene om de forpligtelser, der er forbundet med aftaler, som indeholder en menneskerettighedsklausul som et væsentligt element. 2. På hver samling i Rådet (almindelige anliggender) noterer man sig alle de beslutninger, afgørelser og udtalelser, som Europa-Parlamentet har vedtaget under den eller de foregående mødeperioder. Rådet minder ved denne lejlighed om, at der er eller vil blive taget behørigt hensyn til Europa-Parlamentets holdninger under drøftelsen af de rejste spørgsmål. Det siger sig selv, at denne fremgangsmåde pr. definition følges, når der er tale om spørgsmål vedrørende menneskerettighederne. 3. Med hensyn til Rådets repræsentation ved de debatter, der holdes under Europa-Parlamentets mødeperioder, fastsættes følgende i artikel 26 i Rådets forretningsorden: Rådet kan i Europa-Parlamentet og i dettes udvalg være repræsenteret af formandskabet eller med dettes samtykke af det efterfølgende formandskab eller generalsekretæren. Rådet har behørigt holdt sig til denne regel hver gang, det er kommet med indlæg under et plenarmøde. Det opfordrer desuden det ærede parlamentsmedlem til at henholde sig til de protokoller, som Europa-Parlamentet udarbejder efter hver mødeperiode, og hvori de ønskede oplysninger findes.