SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3535/02 af Patricia McKenna (Verts/ALE) til Kommissionen. Bortskaffelse af BSE-smittede dyrekroppe.
EU-Tidende nr. 110 E af 08/05/2003 s. 0219 - 0220
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3535/02 af Patricia McKenna (Verts/ALE) til Kommissionen (4. december 2002) Om: Bortskaffelse af BSE-smittede dyrekroppe Kan Kommissionen svare på, om bortskaffelse af affald fra dyrevæv og sikker behandling af særligt risikomateriel gennem anvendelse af kombineret teknologi med alkalisk hydrolyse og anaerobforgæring er accepteret som godkendt teknologi, som det er tilfældet i Amerikas Forenede Stater og andre steder, idet det ikke kan garanteres, at BSE-prioner nedbrydes ved forbrænding, hvorimod dette kan garanteres ved alkalisk hydrolyse? Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne (9. januar 2003) Specificeret risikomateriale skal bortskaffes i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3. oktober 2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum(1). De godkendte bortskaffelsesmetoder omfatter direkte brænding samt brænding eller medbrænding med en af de forarbejdningsmetoder, som er beskrevet i bilag V til denne forordning. Den kombinerede teknologi med alkalisk hydrolyse og anaerob forgæring er ikke medtaget i denne liste over godkendte forarbejdningsmetoder. De aktuelle godkendte metoder til sikker bortskaffelse af specificeret risikomateriale er i overensstemmelse med de aktuelle henstillinger fra EU's Videnskabelige Styringskomité (SSC). I henhold til disse henstillinger hører brænding til de bedste metoder blandt sikre metoder til bortskaffelse af BSE-agensen. I forordning 1774/2002 gives der tilladelse til godkendelse af alternative bortskaffelsesmetoder, når den relevante videnskabelige komité er blevet hørt, og når det sker i henhold til en forskriftsprocedure med inddragelse af Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundheden. Med hensyn til behandling af dyreaffald med alkalisk hydrolyse som en sikker måde til fjernelse af materialer med risiko for TSE vedtog Den Videnskabelige Styringskomité en udtalelse på mødet i maj 2002, som blev ændret på mødet den 7. og 8. november 2002 for at tage hensyn til andre data fra industrien. I denne udtalelse bekræfter Den Videnskabelige Styringskomité bl.a.: - at det er nødvendigt med yderligere undersøgelser, inden man kan give en endelig forsikring om sikkerheden ved behandlingen med hensyn til risici for TSE - at biprodukter fra behandlingen kunne indebære en risiko for BSE/TSE-smitte, og denne risiko kan mindskes, afhængigt af processens varighed; det vil være nødvendigt med flere data for at kunne fremsætte en endelig udtalelse. Den Videnskabelige Styringskomité mener, at i øjeblikket er den direkte udledning af de flydende rester af den alkaliske hydrolysebehandling i kloaksystemet uden yderligere behandling ikke hensigtsmæssig. Kombinationen med anaerob nedbrydning anses ikke for at være sikker, hvis man ikke kan udelukke forekomsten af resterende TSE-smitte, fordi man ikke har kendskab til niveauet for fjernelsen af TSE i den anaerobe nedbrydningsproces (udtalelse fra Den Videnskabelige Styringskomité den 24.-25. juni 1999). Endvidere rejser Den Videnskabelige Styringskomité spørgsmålet om en eventuel forekomst af dioxiner i udslippet fra den alkaliske hydrolyseproces, og oplyser, at det er nødvendigt med ekstra data/analyser for at kunne kontrollere, om der under denne proces dannes dioxiner ud over de baggrundsniveauer, som allerede kan forekomme. Udtalelserne fra Den Videnskabelige Styringskomité findes på webstedet: http://europa.eu.int/comm/food/fs/sc/ssc/index_en.html Som en følge af udtalelserne fra Den Videnskabelige Styringskomité er den kombinerede teknologi med alkalisk hydrolyse og anaerobforgæring ikke godkendt som en sikker forarbejdningsmetode til bortskaffelse af animalske biprodukter. Kommissionen er ved at analysere den ændrede udtalelse fra Den Videnskabelige Styringskomité med henblik på et eventuelt behov for yderligere data og med henblik på fastlæggelse af skrappe betingelser for en eventuel godkendelse af processen for at sikre beskyttelse af folkesundheden, dyresundheden og miljøet og for at tage hensyn til de mangler, som er blevet påvist i udtalelsen. (1) EFT L 273 af 10.10.2002.