92002E3357

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3357/02 af Laura González Álvarez (GUE/NGL) til Kommissionen. Daglig skraldevognstrafik gennem Macastre (Valencia, Spanien).

EU-Tidende nr. 222 E af 18/09/2003 s. 0062 - 0063


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3357/02

af Laura González Álvarez (GUE/NGL) til Kommissionen

(27. november 2002)

Om: Daglig skraldevognstrafik gennem Macastre (Valencia, Spanien)

Den daglige trafik af omkring 100 fyldte skraldevogne gennem Macastres bykerne i retning af lossepladsen Dos Aguas udgør et alvorligt problem for bysamfundet. Denne affaldstransport, som foregår i store lastbiler, hvis ladning ikke er hermetisk tillukket, giver alvorlige gener med hensyn til lugt, perkolatspild, støj mv.

Indbyggerne i Macastre ville ikke være udsat for disse skadelige forhold, hvis myndighederne med ansvar for bortskaffelse og transport af affald fra Storvalencia til lossepladsen Dos Aguas gennemførte EU-lovgivningen på dette område korrekt.

Et af målene i direktiv 75/442/EØF(1) og 91/156/EØF(2) om affald er beskyttelse af menneskets sundhed og miljøet mod de skadelige virkninger ved indsamling, transport, behandling og deponering af affald.

Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe for at sikre, at EU-lovgivningen finder anvendelse i ovennævnte tilfælde?

(1) EFT L 194 af 25.7.1975, s. 39.

(2) EFT L 78 af 26.3.1991, s. 32.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(16. januar 2003)

Set ud fra en fællesskabsretlig synsvinkel med hensyn til affaldsforvaltning er det vigtigt at understrege, at der i henhold til Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald som ændret(1) er fastsat en række forpligtelser for medlemsstaterne i forbindelse med deres forvaltning af affald, herunder også i forbindelse med indsamling og transport heraf.

I henhold til direktivets artikel 4 gælder det især, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at affaldet nyttiggøres eller bortskaffes, uden at menneskers sundhed bringes i fare, og uden at der anvendes fremgangsmåder eller metoder, der vil kunne skade miljøet, og navnlig må der ikke forårsages gener ved støj eller lugt. Medlemsstaterne skal i henhold til denne bestemmelse ligeledes træffe de fornødne foranstaltninger til at forbyde henkastning, dumpning og ukontrolleret bortskaffelse af affald. Endvidere kræves det i henhold til artikel 8 af medlemsstaterne, at disse sikrer sig, at enhver indehaver af affald overlader dette til en privat eller offentlig indsamler af affald eller selv nyttiggør eller bortskaffer det i overensstemmelse med direktivet. I henhold til artikel 12 er det fastsat, at anlæg eller virksomheder, der som erhvervsmæssig aktivitet varetager indsamling og transport af affald, skal registreres hos de kompetente myndigheder, i tilfælde af at de ikke er genstand for nogen officiel autorisation. Endelig kræves det i henhold til artikel 13 af medlemsstaterne, at disses kompetente myndigheder regelmæssigt kontrollerer de virksomheder, der varetager indsamling og transport af affald, med henblik på at sikre, at kravene i direktivet overholdes.

Ud over Rådets direktiv 75/442/EØF om affald rummer Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald(2) en række yderligere specifikke krav, for så vidt angår transport af farligt affald.

Skulle det ærede medlem eller enhver anden have belæg for, at ovennævnte eller andre fællesskabsforpligtelser er blevet tilsidesat, står det dem frit at indgive en formel skriftlig klage herover til Kommissionen.

(1) Ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 og Kommissionens beslutning 96/350/EF af 24. maj 1996, EFT L 135 af 6.6.1996.

(2) EFT L 377 af 31.12.1991.