SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3065/02

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(22. oktober 2002)

Om: Fødevarers nationale oprindelse

En række sager bl.a. vedrørende genovesisk pesto har i den seneste tid på ny rejst spørgsmålet om kravene til korrekt oplysning af forbrugerne om fødevarer og navnlig om deres oprindelse. F.eks. er det blevet almindeligt at anvende italienske betegnelser på produkter, som intet har med Italien at gøre, ligesom det er en udbredt praksis at anvende navne, der foregiver, at der er tale om traditionelle opskrifter, selv om disse ikke er blevet fulgt.

For produkter, der ikke er beskyttet af et europæisk kvalitetsmærke (forordning (EØF) nr. 2081/92(1)), er korrekt oplysning til forbrugerne om produkternes oprindelse og om identiteten af produkter, der bærer en traditionel betegnelse, sikret ved direktiv 2000/13/EF(2) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af levnedsmidler.

På denne baggrund anmodes Kommissionen om at oplyse følgende:

- Hvilke medlemsstater har gennemført direktiv 2000/13/EF fuldstændig?

- Hvordan vurderer Kommissionen de faktiske virkninger af direktiv 2000/13/EF, og hvad er dens opfattelse med hensyn til foranstaltninger over for adfærd, som er i strid med direktivets bestemmelser med den konsekvens, at forbrugerne vildledes?

- Kan oplysningskampagner for landbrugsprodukter på det indre marked, som gennemføres i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 2826/2000(3), også tage sigte på at øge de europæiske forbrugeres fortrolighed med kvaliteten af traditionelle produkter fra de enkelte medlemsstater?

(1) EFT L 208 af 24.7.1992, s. 1.

(2) EFT L 109 af 6.5.2000, s. 29.

(3) EFT L 328 af 23.12.2000, s. 2.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(18. november 2002)

Direktiv 2000/13/EF(1) er den kodificerede udgave af direktiv 79/112/EØF om mærkning af levnedsmidler(2) og dets senere ændringer.

Der er således ikke behov for nationale gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med direktiv 2000/13/EF, eftersom alle dets bestemmelser er gennemført efter originalteksternes vedtagelse.

Artikel 2 i det nævnte direktiv fastsætter det princip, at mærkningen ikke må være af en sådan art, at den vildleder køberen med hensyn til levnedsmidlets beskaffenhed, især dets art, identitet, egenskaber, sammensætning, holdbarhed, oprindelsessted eller det sted, hvor levnedsmidlet kommer fra, eller fremstillings- eller frembringelsesmåde.

Det påhviler de nationale myndigheder at kontrollere overholdelsen af disse bestemmelser og retsforfølge konstaterede overtrædelser.

Kommissionen minder det ærede medlem om, at forordning (EF) nr. 2826/2000(3) bl.a. fastsætter støtte til oplysningskampagner om fællesskabsordningerne beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB), beskyttet geografisk betegnelse (BGB) og garanti for traditionel specialitet.

Sådanne programmer kan foreslås af faglige organisationer eller erhvervsorganisationer eller, i mangel af et privat initiativ, af de berørte medlemsstater.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler. EFT L 109 af 6.5.2000.

(2) EFT L 33 af 8.2.1979.

(3) Kommissionens forordning (EF) 2826/2000 af 19. december 2000 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter på det indre marked, EFT L 328 af 23.12.2000.