92002E2607

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2607/02 af Graham Watson (ELDR) til Kommissionen. EU-støtte til Afghanistan.

EU-Tidende nr. 280 E af 21/11/2003 s. 0010 - 0011


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2607/02

af Graham Watson (ELDR) til Kommissionen

(18. september 2002)

Om: EU-støtte til Afghanistan

Kan Kommissionen oplyse, om hele det bidrag på 22 mio. EUR, som EU lovede at skænke til humanitær hjælp til Afghanistan, er blevet modtaget?

Hvor megen støtte er der i benægtende fald modtaget til dato?

Kan Kommissionen forklare grunden til en eventuel forsinkelse og oplyse, hvor lang tid den har til at opfylde løftet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(8. november 2002)

Kontoret for Humanitær Bistand (ECHO) har hidtil fået tildelt forpligtelsesbevillinger på 63,254 mio. EUR. Den oprindelige bevilling på 35 mio. EUR viste sig klart at være utilstrækkelig. ECHO anmodede derfor om en styrkelse af sin finansiering fra nødreserven. Der blev derefter bevilget yderligere 25 mio. EUR til ECHO til denne region. Endnu en bevillingsanmodning blev for nylig forelagt budgetmyndigheden med henblik på at bringe den samlede bevilling op på 70 mio. EUR.

Dette viser klart, at ECHO langt har overskredet de 35 mio. EUR, der oprindeligt blev bevilget til regionen; dette skyldes til dels behovet for at finansiere de afghanske flygtninges massive tilbagevenden til deres hjemland efter års eksil i Iran og Pakistan.

Ud af disse 63,254 mio. EUR er 45,609 mio. EUR allerede blevet tildelt ngo'er og internationale organisationer, og deres hjælpeaktioner er stadig i gang. Den seneste finansieringsafgørelse vedrørende et beløb på 17,645 mio. EUR er ved at blive godkendt af Kommissionen. Når denne godkendelse er givet, vil der kort derefter blive indgået kontrakter.

Nedenfor følger en kort forklaring om hver af de afgørelser, der hidtil er blevet vedtaget i år:

- En første afgørelse vedrørende et beløb på 17,085 mio. EUR blev godkendt den 5. april 2002. Disse projekter tager sigte på at lette situationen for alle de sårbare befolkningsgrupper, der fortsat er berørt af tørken, samt for de resterende internt fordrevne mennesker, der findes i landet. På det tidspunkt var der allerede indledt en massiv tilbagevenden af flygtninge, så ECHO måtte reagere ved at yde ly og stable primære sundhedsprogrammer på benene for at sikre deres reintegration. Nogle projekter er lige ved at være afsluttet, men de fleste af dem er stadig i gang.

- Endnu en afgørelse vedrørende et beløb på 2,050 mio. EUR blev godkendt den 26. april 2002 med det formål at yde katastrofebistand til de mennesker, der blev berørt af jordskælvet, der ramte Nahreen-området med store ødelæggelser til følge. Alle projekter er stadig i gang.

- En tredje afgørelse vedrørende et beløb på 9,250 mio. EUR blev godkendt den 11. juni 2002. Denne afgørelse tog sigte på at støtte flygtningenes repatriering og reintegration. En vis bistand blev også ydet til de nye afghanske flygtninge i Pakistan. Alle hjælpeaktioner er stadig i gang.

- En fjerde afgørelse vedrørende et beløb på 0,5 mio. EUR blev godkendt den 24. juli 2002 for at yde katastrofebistand til de mennesker, der blev berørt af jordskælvet i Iran. Hjælpeaktionen med IFRC er stadig i gang.

- En femte afgørelse vedrørende et beløb på 16,724 mio. EUR blev godkendt den 9. august 2002.

Denne afgørelse tager primært sigte på ydelse af:

- bistand til den tørkeramte befolkning i Afghanistan og Pakistan

- støtte til de hjemvendte flygtninge inden vinteren i form af ly og sundhedsprogrammer

- bistand til de nye afghanske flygtninge i Pakistan.

Disse hjælpeaktioner forløber alle planmæssigt.

Den sjette afgørelse vedrørende et beløb på 17,645 mio. EUR er for øjeblikket til intern høring og skulle blive godkendt af Kommissionen inden for kort tid.

En tabel med nøje angivelse af indholdet af afgørelserne er blevet sendt direkte til det ærede medlem og til Parlamentets sekretariat.