SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2489/02 af Paulo Casaca (PSE) til Kommissionen. Instituttet for beskæftigelse og erhvervsuddannelse i Madrid (IMEFE) og dets forvaltning af ESF — nye oplysninger.
EU-Tidende nr. 092 E af 17/04/2003 s. 0175 - 0176
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2489/02 af Paulo Casaca (PSE) til Kommissionen (6. september 2002) Om: Instituttet for beskæftigelse og erhvervsuddannelse i Madrid (IMEFE) og dets forvaltning af ESF nye oplysninger I sit svar af 3. maj på min forespørgsel E-1094/02(1) oplyste kommissæren, at efter den revision, som IGAE havde foretaget, gennemførte UAFSE en supplerende kontrol af IMEFE (egne plus eksterne foranstaltninger), hvis finansielle konklusioner kan føre til endnu mere omfattende korektioner. Ifølge avisen El País af 28. juni skal det af en anden evaluering, foretaget af UAFSE, som afsluttedes i maj 2002, fremgå, at de uregelmæssige beløb er langt mindre. Kan Kommissionen bekræfte, at disse forlydender i pressen er korrekte? Kan Kommissionen oplyse grunden til, at denne evaluering skulle have fundet sted? Kan Kommissionen garantere, at den vil følge processen med den nødvendige omhu, og at den i god tid vil forelægge Parlamentet en detaljeret rapport om dechargeproceduren i forbindelse med gennemførelsen af budgettet i 2001? (1) EFT C 52 E af 6.3.2003, s. 37. Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou (12. november 2002) Til supplering af sit svar på skriftlig forespørgsel E-1094/02, der ligeledes var stillet af det ærede medlem, ønsker Kommissionen at understrege følgende aspekter: - den rapport fra UAFSE, der nævnes i en artikel i dagbladet El País den 28. juni 2002, vedrører kun IMEFE's aktiviteter under Medios Propios. Den endelige udgave af UAFSE's revisionsrapport, som blev afsluttet den 29. maj 2002, udviser, set i lyset af IMEFE's oplysninger, en nedsættelse af de beløb, der oprindelig var beregnet i den foreløbige udgave af den samme rapport; - en supplerende rapport om IMEFE's aktiviteter vedrørende de eksterne kurser under Assistencias técnicas vil blive oversendt til Kommissionen. På baggrund heraf kan det konstateres, at: - de to rapporter fra UAFSE, som omtales i pressen, i virkeligheden er en foreløbig og den endelige udgave af en og samme rapport; - de beløb, der omtales i rapporten fra UAFSE, ikke kan sammenlignes med dem, der indgår i rapporten fra IGAE, der dækkede IMEFE's samlede aktiviteter. Kommissionen kan således bekræfte, at den følger sagen med den nødvendige omhu.