SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2263/02 af Michl Ebner (PPE-DE) til Kommissionen. Ensartet definition for integreret produktion.
EU-Tidende nr. 110 E af 08/05/2003 s. 0036 - 0037
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2263/02 af Michl Ebner (PPE-DE) til Kommissionen (24. juli 2002) Om: Ensartet definition for integreret produktion I Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91(1) af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler fastlægges, under hvilke betingelser et landbrugsprodukt i mærkning og reklame kan betegnes som økologisk. I Rådets direktiv 91/414/EØF(2) af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler defineres i artikel 2, stk. 13, integreret plantebeskyttelse. Den Internationale Organisation for Biologisk Kontrol (OILB IOBC) og Det Internationale Havebrugsselskab har derimod en officiel definition af begrebet integreret kernefrugtproduktion: økonomisk produktion af frugt af høj kvalitet, primært under hensyntagen til økologisk sikre metoder for at minimere uønskede bivirkninger og anvendelsen af landbrugskemikalier med henblik på en bedre beskyttelse af miljøet og menneskets sundhed. Desuden findes i forskellige medlemsstater en officiel retlig definition af integreret produktion. En europæisk fællesskabsretlig definition af integreret produktion findes imidlertid ikke. Anser Kommissionen det ikke for hensigtsmæssigt at udarbejde en ensartet definition for integreret produktion (f.eks. økologisk miljøvenligt kontrolleret produktionsprogram under hensyntagen til Resistant Management) for på europæisk plan at sikre en bedre og klar mærkning af produkter fra biologisk og integreret produktion og dermed beskytte producenter og forbrugere? (1) EFT L 198 af 22.7.1991, s. 1. (2) EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1. Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler (16. oktober 2002) Kommissionen er informeret om, at der findes forskellige definitioner af integreret produktion, integrerede landbrugsmetoder samt integreret forvaltning af bekæmpelse af skadegørere eller integreret forvaltning af afgrøderne, og alle disse definitioner refererer til bæredygtigt landbrug som det overordnede begreb. Det er ligeledes sandt, at begrebet integreret landbrug i visse medlemsstater er omfattet af særlige bestemmelser i form af nationale eller regionale referencesystemer, der er tilpasset lokale klimamæssige og geologiske betingelser. Kommissionen har i 2000 fremskyndet gennemførelsen af en undersøgelse om integreret forvaltning af afgrøderne, hvis resultater offentliggjordes i marts 2002. Denne undersøgelse refererer til de forskellige metoder med udgangspunkt i konkrete tilfælde. Det fremgår af denne undersøgelse, at der trods en fælles reference til visse nøgleelementer er store forskelle med hensyn til fortolkning af begrebet og store potentielle variationer med hensyn til betingelserne for gennemførelsen. Økologisk landbrug overholder strenge principper på basis af en filosofi og fælles målsætninger og er underkastet detaljerede produktionsregler og et strengt kontrolsystem. Det er vanskeligt i forbindelse med integreret landbrug, som omfatter meget forskellige områder og er baseret på helt anderledes målsætninger, at overholde sådanne regler. Af disse grunde og i forventning om at kunne afgrænse udviklingen i medlemsstaterne inden for disse landbrugsmetoder, som i øvrigt bør fremmes i betragtning af den ofte meget positive virkning på miljøet og helbredet, er det vanskeligt i dag at udarbejde en ensartet definition af integreret produktion. Kommissionen er for øjeblikket, som den gjorde opmærksom på i sin meddelelse om midtvejsrevisionen af den fælles landbrugspolitik(1) og i forbindelse med gennemførelsen af normer på miljøområdet, inden for fødevaresikkerhed, dyresundhed og -velfærd samt sikkerhed på arbejdspladsen i gang med at analysere mulighederne for at forbedre gennemførelsen af disse normer og for at motivere landmændene til at deltage i en ordning for kvalitetssikring og en certificeringsordning, som er godkendt af medlemsstaterne. (1) KOM(2002) 394 endelig udg.