92002E2161

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2161/02 af Eurig Wyn (Verts/ALE) til Kommissionen. Dyrevelfærd på husdyrmarkeder.

EU-Tidende nr. 028 E af 06/02/2003 s. 0192 - 0192


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2161/02

af Eurig Wyn (Verts/ALE) til Kommissionen

(18. juli 2002)

Om: Dyrevelfærd på husdyrmarkeder

Der dukker hele tiden tilfælde af dyreplageri op på husdyrmarkeder overalt i Den Europæiske Union. Nylige filmoptagelser foretaget af dyrevelfærdsgruppen Animals' Angels indeholder dokumentation for temmelig chokerende dyreplageri på to husdyrmarkeder i Belgien. Denne form for fysisk mishandling og grundlæggende forsømmelse finder uhindret sted i selve Den Europæiske Unions hjerte.

Er Kommissionen ikke enig i, at der snarest muligt bør udarbejdes europæisk lovgivning indeholdende bestemmelser om grundlæggende beskyttelse af dyr på husdyrmarkeder?

Samlet svarafgivet på Kommissionens vegne af David Byrnepå skriftlige forespørgsler E-2161/02, P-2207/02 og E-2244/02

(23. september 2002)

Fastlæggelse af regler, som skal forhindre dyrplageri, er et område, hvor Fællesskabets kompetence er begrænset. Fællesskabet har ikke nogen overordnede beføjelser til at lovgive vedrørende dyrevelfærd. Det kan dog lovgive på området, hvis der er tale om en risiko for, at forskellige nationale velfærdsregler forvrider konkurrencen på det indre marked, eller om en sektor (som f.eks. landbrugssektoren), hvor det har mere vidtgående regeludstedende beføjelser.

Inden for disse rammer er Kommissionen forpligtet til at anvende sine beføjelser til at bidrage til at stoppe uacceptabel praksis vedrørende dyrevelfærd.

Hvad angår den sag, som nævnes af de ærede medlemmer, er der i henhold til EF-traktatens artikel 226 blevet indledt overtrædelsesprocedurer mod de belgiske myndigheder vedrørende utilstrækkelig gennemførelse af fællesskabsbestemmelserne om dyrevelfærd. Som en del af denne proces er der blevet gennemført en række kontrolbesøg i Belgien af tjenestemænd fra Kommissionens Levnedsmiddel- og Veterinærkontor, som vedrørte gennemførelsen af fællesskabslovgivningen vedrørende dyrevelfærd på bedriften, under transport og på slagteriet. Husdyrmarkeder var omfattet heraf. De resultater og anbefalinger, som disse kontrolbesøg har ført til, er blevet offentliggjort på Internettet(1).

Erfaringerne fra de seneste år har vist, at der er behov for at forbedre dyrevelfærden på husdyrmarkeder. Et forestående forslag fra Kommissionen vedrørende beskyttelse af dyr under transport vil dække dette område. Formålet med en sådan lovgivning er at sikre, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at hensynet til dyrevelfærd udgør en integreret del af afviklingen af husdyrmarkeder. Det er dog ikke realistisk, at Kommissionen skal påtage sig ansvaret for overvågningen heraf. Det er hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne påtager sig denne rolle på baggrund af både subsidiaritetsprincippet og Kommissionens begrænsede ressourcer.

(1) http://europa.eu.int/comm/food/fs/inspections/index_en.html.