SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2017/02

af Ieke van den Burg (PSE) og Anne Van Lancker (PSE) til Kommissionen

(9. juli 2002)

Om: Anvendelse af forordning 1612/28 i forbindelse med tillæg, når en grænsearbejder bliver helt arbejdsløs

Har Kommissionen kendskab til den dom, som retten i 's Hertogenbosch den 21. marts i år afsagde i sagen Rita Lemmens-Lenaerts (sag nummer 197850)? Rita Lemmens-Lenaerts er bosiddende i Belgien og var som grænsearbejder beskæftiget i Nederlandene. På et tidspunkt blev hun ledig og har i medfør af forordning (EØF) 1408/71(1) ret til arbejdsløshedsunderstøttelse i Belgien. Hendes tidligere arbejdsgiver yder hende et tillæg i overensstemmelse med overenskomsten, ifølge hvilken understøttelsen skal suppleres op, så den udgør en procentdel af den sidst udbetalte bruttoløn, men går i denne forbindelse ud fra den fiktion, at der udbetales en nederlandsk understøttelse. Eftersom den belgiske understøttelse er lavere end den nederlandske, opstår der en forskel i indkomst mellem hende og de arbejdsløse kolleger, der har bopæl i Nederlandene.

Er det også Kommissionens opfattelse, at spørgsmålet i denne sammenhæng er, om den ret til at modtage en procentdel af den i overenskomsten fastsatte bruttoløn (idet der er tale om en social fordel, jf. artikel 7, stk. 2 og 4 i forordning (EØF) 1612/68(2)), som en arbejdsløs grænsearbejder med ret til en ydelse i bopælslandet har (i medfør af artikel 71, stk. 1, litra a, punkt ii i forordning (EØF) 1408/71), skal indebære samme (brutto)indkomstniveau som for kollegaer, der har bopæl i det land, hvor de arbejder?

Er det ikke også Kommissionens opfattelse, at den nederlandske dommer også burde have henvist til den retspraksis, som vedrører forordning 1408/71 og forordning 1612/68, nemlig dommen i sagen Meints (C-57/96) og den såkaldte pensionspointdom (Kommissionen/Frankrig C-35/97)?

Hvordan vil Kommissionen i forslagene til ændring af forordning (EØF) 1408/71 nå frem til en løsning af det ovenfor beskrevne problem om obligatorisk arbejdsløshedsunderstøttelse i bopælslandet og tillæg til ydelserne i det land, hvor arbejdspladsen befinder sig i tilfælde af grænsearbejderes ledighed?

(1) EFT L 149 af 5.7.1971, s. 2.

(2) EFT L 257 af 19.10.1968, s. 2.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(27. august 2002)

Kommissionen bekræfter at have kendskab til den dom afsagt af en retsinstans i Nederlandene, som det ærede parlamentsmedlem henviser til. Efter hvad Kommissionen har fået oplyst, drejer det sig om en tvist vedrørende beregningen af et tillæg til arbejdsløshedsunderstøttelsen, som den tidligere arbejdsgiver, der er etableret i Nederlandene, i henhold til en kollektiv overenskomst skulle udbetale til arbejdstagere, som arbejdsgiveren afskediger. Den pågældende overenskomst skulle sikre, at arbejdsgiveren supplerer understøttelsen op, så den udgør en vis procentdel af den sidst udbetalte bruttoløn.

Kommissionen finder, at dette gode rent faktisk falder ind under anvendelsesområdet for artikel 7 i forordning (EØF) nr. 1612/68(1), der sikrer vandrende arbejdstagere de samme rettigheder og goder, som det pågældende medlemslands egne arbejdstagere har krav på, således som Domstolen også har bekræftet det, bl.a. i dommene i sagerne Meints (C-57/96)(2), Kommissionen/Frankrig (C-35/97)(3), og Schöning-Kougebetopoulou (C-15/96)(4).

Imidlertid synes det ikke at fremgå af ordlyden i den pågældende nederlandske kollektive overenskomst, at vandrende arbejdstagere, herunder navnlig grænsearbejdere, skulle behandles anderledes end landets egne arbejdstagere. Udbetalingen af tillægget er tænkt at skulle sikre samtlige arbejdstagere en vis procentdel af den sidst udbetalte bruttoløn.

Det ville derimod ikke være foreneligt med fællesskabsretten, særlig forordning (EØF) nr. 1612/68, hvis dette tillæg i praksis beregnes udelukkende ud fra den antagelse, at den pågældende modtager det arbejdsløshedsunderstøttelsesbeløb, der er fastsat i nederlandsk lovgivning. Det fremgår således af artikel 71, stk. 1 a), ii, i forordning (EØF) nr. 1408/71(5), at fuldtidsarbejdsløse grænsearbejdere modtager arbejdsløshedsunderstøttelse i henhold til lovgivningen i bopælslandet. Dette beløb kan i givet fald være forskelligt fra det beløb, der er fastsat i lovgivningen i den stat, hvor den pågældende tidligere var beskæftiget.

Det er derfor Kommissionens opfattelse, at den tidligere arbejdsgiver ved beregningen af dette tillæg skal tage hensyn til det faktiske arbejdsløshedsunderstøttelsesbeløb, som den pågældende modtager, navnlig i betragtning af bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 1408/71, med henblik på at sikre, at vedkommende rent faktisk får udbetalt et tillæg, således at understøttelsen suppleres op til en vis procentdel af den sidst udbetalte bruttoløn.

Med hensyn til Kommissionens forslag til ændring af forordning (EØF) nr. 1408/71(6), har Kommissionen foreslået, at arbejdsløse grænsearbejdere skal modtage arbejdsløshedsunderstøttelse i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor de senest var beskæftiget. Hvis dette forslag vedtages, vil det uden tvivl kunne lette gennemførelsen af den pågældende kollektive overenskomst, idet arbejdsløse grænsearbejdere da ville modtage samme arbejdsløshedsunderstøttelsesbeløb som indenlandske arbejdstagere.

(1) Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, EFT L 257 af 19.10.1968.

(2) Dom af 27. november 1997, Sml. 1997, I-6689.

(3) Dom af 24. september 1998, Sml. 1998, I-5325.

(4) Dom af 15. januar 1998, Sml. 1998, I-47.

(5) Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, EFT L 149 af 5.7.1971. Denne forordning er ajourført ved forordning (EF) nr. 118/97, EFT L 28 af 30.1.1997.

(6) EFT C 38 af 12.2.1999.