SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1983/02 af Kathleen Van Brempt (PSE) til Kommissionen. Miljø — transparens — overskuelighed — offentlighedens inddragelse — miljøpolitik og lovgivning.
EU-Tidende nr. 028 E af 06/02/2003 s. 0167 - 0168
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1983/02 af Kathleen Van Brempt (PSE) til Kommissionen (8. juli 2002) Om: Miljø transparens overskuelighed offentlighedens inddragelse miljøpolitik og lovgivning I betragtning af følgende: Offentlighedens adgang til oplysning og dokumenter fra Unions institutioner; Nødvendigheden af større transparens i EU-institutionernes arbejde; Yderligere foranstaltninger til beskyttelse af miljøet i Fællesskabet og en yderligere harmonisering af disse foranstaltninger; Offentlighedens inddragelse i EU-institutionernes arbejde; Som en følge heraf nødvendigheden af, at der træffes alle hensigtsmæssige foranstaltninger for effektivt at fremme offentlighedens inddragelse; Den forholdsvis store spredning og deraf følgende mindre overskuelighed for offentligheden af den europæiske miljølovgivning; Spørger jeg Kommissionen: - om den er af den opfattelse, at udarbejdelsen af en konsolideret tekst vedrørende den europæiske miljøpolitik og den europæiske miljølovgivning vil kunne bidrage til, at principperne om offentlighedens ret til adgang, transparens og deltagelse efterleves mere effektivt; - hvis den ikke er af denne opfattelse, hvad er så årsagerne hertil, eller mener den, at den nuværende institutionelle og normgivende ramme for miljøpolitikken og miljølovgivningen er forenelig med en effektiv gennemførsel af ovennævnte principper; - hvis den tilslutter sig denne opfattelse, hvilke skridt vil den foretage for at gennemføre dette, og hvornår og hvordan den regner med den konkrete udarbejdelse af dette projekt? Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström (12. september 2002) Kommissionen vil i første række henlede det ærede medlems opmærksomhed på, at borgerne har mulighed for at få adgang til forskellige databaser vedrørende fællesskabsretten, hvoraf den ene i det mindste er gratis(1). Fordelen ved sådanne databaser er, at det drejer sig om edb-redskaber, der er velegnede til at bistå brugeren i praksis med at finde frem til den lovgivning, som han/hun søger. Disse databaser gør det også muligt for borgerne at få adgang til dokumenter, som er forbundet med de forskellige på hinanden følgende faser i vedtagelsen af fællesskabsretten (Kommissionens forslag, Europa-Parlamentets og Rådets holdninger og udtalelser m.v.). Når dette er sagt, er Kommissionen sig fuldt ud bevidst, at fællesskabsretten på miljøområdet inden for de seneste tredive år har udviklet sig pragmatisk, idet den undertiden har skullet opfylde øjeblikkelige behov, og uden at følge en overordnet plan. Denne fremgangsmåde har den ikke blot til fælles med andre områder inden for fællesskabsretten, som for eksempel levnedsmiddel-, veterinær- og landbrugslovgivningen, men også med den nationale miljølovgivning i hovedparten af medlemsstaterne. En kodificering af fællesskabsretten på miljøområdet i sin helhed ville være en langvarig opgave. De medlemsstater, der er slået ind på denne vej, har som regel nedsat en videnskabelig kommission til at udarbejde en samlet tekst, og arbejdet hermed har normalt strakt sig over flere år. Det, at Fællesskabets miljølovgivning har udviklet sig pragmatisk, gør også, at en simpel konsolidering af teksterne formentlig ikke vil være tilstrækkelig, fordi det bliver nødvendigt at etablere en sammenhæng mellem de undertiden modstridende bestemmelser, udfylde eventuelle lakuner, gennemgå terminologien og revidere en række bestemmelser tilbunds. Alene inden for affaldssektoren resulterede et privat konsolideringsinitiativ i en tekst med ca. 120 artikler om fællesskabsretten. Trods alle disse vanskeligheder er Kommissionen parat til at undersøge det ærede medlems forslag og vil lade hende vide, hvilke konklusioner den når frem til. (1) Det drejer sig om Eur-Lex-databasen: http://europa.eu.int/eur-lex/index.html; Celex: http://www.europa.eu.int/celex/htm/celex_fr.htm, giver tjenesteydelser med merværdi og forbliver derfor en betalingsservice.