92002E1813

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1813/02 af Chris Davies (ELDR) til Kommissionen. Cites.

EU-Tidende nr. 052 E af 06/03/2003 s. 0103 - 0104


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1813/02

af Chris Davies (ELDR) til Kommissionen

(25. juni 2002)

Om: Cites

Har Kommissionen til hensigt ved førstkomne lejlighed at presse på for at få brudgen (en hajart) opført på listen over arter, der har prioriteret status som truede arter i henhold til CITES?

Hvis dette er tilfældet, hvordan vurderer Kommissionen så sine chancer for, at det lykkes?

Er der skridt, som Europa-Parlamentet, medlemsstaternes parlamenter eller individuelle parlamentarikere bør tage med henblik på at forbedre chancerne for et positivt resultat?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(25. juli 2002)

Da Fællesskabet endnu ikke er part i konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (CITES), har Kommissionen ikke beføjelse til at fremsætte forslag på egen hånd.

I stedet fremsættes forslagene af en medlemsstat og forelægges CITES-sekretariatet, efter at der er opnået tilslutning hertil fra alle de andre medlemsstater. Dvs. at den relevante medlemsstat forelægger forslagene for sekretariatet på vegne af Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater.

I tilfældet med brugden har Det Forenede Kongerige, efter aftale med Fællesskabets CITES-forvaltningsudvalg, forelagt et revideret forslag for den næste CITES-partskonference (i Santiago, Chile, 3.-15. november 2002) om optagelse af denne art på CITES-liste II. Dette skete i maj 2002. Forslaget har fuld tilslutning fra Kommissionen, både fra et miljøpolitisk og fiskeripolitisk synspunkt.

Sidste gang listningen af denne art var til behandling, gik indvendingerne hovedsagelig på, at dette spørgsmål snarere sorterede under De Forenede nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO). Forslaget blev stemt ned med et lille flertal.

To faktorer har ændret sig siden den sidste partskonference:

- FAO har i mellemtiden vedtaget en fortolkning af CITES-udvælgelseskriterierne for kommercielle fiskearter, og det forslag, der er fremsat på EU-medlemsstaternes vegne, godtgør, at brugden opfylder disse kriterier;

- i sin egenskab af CITES-part har Det Forenede Kongerige også hørt FAO og de relevante regionale fiskeriorganisationer og har ikke modtaget negative reaktioner.

Det vil kunne bidrage til sagen, hvis alle de parter, der ønsker at bevare brugden, lægger pres på de lande, som modsatte sig listningen på den sidste konference.