92002E1570

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1570/02 af Elisabeth Schroedter (Verts/ALE) til Kommissionen. Anlægsarbejde skader flora-, fauna- og habitat-området Elben (Sachsen-Anhalt).

EF-Tidende nr. 301 E af 05/12/2002 s. 0182 - 0183


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1570/02

af Elisabeth Schroedter (Verts/ALE) til Kommissionen

(4. juni 2002)

Om: Anlægsarbejde skader flora-, fauna- og habitat-området Elben (Sachsen-Anhalt)

Elben er blevet erklæret for et flora-, fauna- og habitat-område i delstaten Sachsen-Anhalt (Forbundsrepublikken Tyskland) på grund af dets enestående englandskaber. Der er blevet ydet støtte fra EU med 50 % til beskyttelsen af disse englandskaber, som er blevet finansieret med 4,7 mio. DM over et EU-Life-projekt fra 1998-2002. På trods heraf fortsættes anlægsarbejdet i et samlet omfang på 200 mio. EUR. Hertil hører det såkaldte vedligeholdelsesarbejde (omkring 75 % af udgifterne), hvis formål er at uddybe sejlrenden i Elben fra 1,40 m til 1,60 m såvel som udvidelsesforanstaltninger i området ved Magdeburgs Domfelsen (støtte på 75 % fra EFRU) til uddybelse af sejlrenden i Magdeburg til 2,00 m.

1. a) Har Kommissionen kendskab til, at det udvidelsesarbejde, der finansieres over EFRU, nu er blevet indledt på trods af protester fra miljømyndighederne og miljøbeskyttelsesorganisationerne i forbindelse med proceduren for undersøgelsen af projekters indvirkning på miljøet, og at dette har medført en sænkning af grundvandet, som indirekte vil medføre uigenkaldelige skader på Elbens englandskab (flora-, fauna- og habitat-status) i form af udtørring?

b) I bekræftende fald, hvilke skridt har Kommissionen allerede truffet for at forhindre dette?

2. a) Har Kommissionen kendskab til, at flodens løb i flora-, fauna- og habitat-området over en længde på omkring 100 km er blevet uddybet via det såkaldte vedligeholdelsesarbejde med udgangspunkt i planer og godkendelser fra 1930'erne, og at det beskyttede englandskab derved lider skade, uden at der er blevet foretaget en undersøgelse af projektets indvirkning på flora-, fauna- og habitat-området?

b) Mener Kommissionen, at dette er i overensstemmelse med EU's miljølovgivning? I bekræftende fald, hvorledes begrunder den dette? I benægtende fald hvilke foranstaltninger agter den at træffe for at forhindre ødelæggelsen af flora-, fauna- og habitat-området?

3. Finder Kommissionen det begrundet under hensyntagen til artikel 6 og 7 i forordning (EF) nr. 2236/95(1), at der her permanent er tale om skader på flora-, fauna- og habitat-område, som ødelægges, selv om Elben kun vil få en for 95 % vedkommende sikret sejlrende på 1,60 m, selv om den handelsskibsfarten ad indre vandveje først er mulig fra 2,30 m? I bekræftende fald, hvorfor finder Kommissionen en finansiering over EFRU begrundet?

(1) EFT L 228 af 23.9.1995, s. 1.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(24. juli 2002)

1.a) og 2.a) Kommissionen er klar over, at der træffes foranstaltninger med henblik på kunstigt at regulere dybden og strømmen i Elben i Sachsen-Anhalt (Tyskland). For så vidt angår virkningerne heraf på nogle foreslåede lokaliteter af fællesskabsbetydning, har Kommissionen modtaget en klage vedrørende en strækning på ca. 20 km fra Wittenberg til Coswig/Wörlitz/Vockerode. Den klagende part har forelagt informationer, hvoraf det fremgår, at de planlagte foranstaltninger for denne del af floden vil få betydelige virkninger for den foreslåede lokalitet af fællesskabsbetydning ved navn Dessau-Wörlitzer-Elbauen (nr. DE 4140-304), samt at en række potentielt betydelige virkninger ikke vil blive nærmere undersøgt i forbindelse med den miljøindvirkningsvurdering, der skal foretages i henhold til artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt af vilde dyr og planter(1).

For så vidt angår foranstaltningerne vedrørende den øvrige del af floden, kender Kommissionen ikke noget til informationer, hvoraf det skulle fremgå, at der er tale om overtrædelse af fællesskabsretten, herunder især af direktiv 92/43/EØF.

Ifølge de informationer, der er modtaget fra delstaten Sachsen-Anhalt, bliver de arbejder, det ærede medlem omtaler, ikke samfinansieret med støttemidler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

1.b) og 2.b) På grundlag af de foreliggende oplysninger kan det ikke fastslås, om fællesskabsretten, herunder især direktiv 92/43/EØF, er overtrådt. For at få klarlagt dette spørgsmål i lyset af den ovenfor omtalte klage har Kommissionen anmodet de tyske myndigheder om yderligere oplysninger.

3. I Rådets forordning (EF) nr. 2236/95 af 18. september 1995 er der fastlagt generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte inden for transeuropæiske net. Denne forordning blev ændret i 1999 ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1655/1999 af 19. juli 1999(2). De nævnte projekter samfinansieres imidlertid ikke på grundlag af denne forordning.

(1) EFT L 206 af 22.7.1992.

(2) EFT L 197 af 29.7.1999.