92002E1335

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1335/02 af Giovanni Pittella (PSE) til Kommissionen. Grænsearbejdere.

EF-Tidende nr. 229 E af 26/09/2002 s. 0205 - 0205


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1335/02

af Giovanni Pittella (PSE) til Kommissionen

(8. maj 2002)

Om: Grænsearbejdere

Grænsearbejde er ikke længere noget forbigående fænomen, men er blevet et strukturproblem af et betydeligt omfang.

Grænsearbejdernes status er helt særegen, og derfor er der brug for lovgivningsinstrumenter, der kan sikre dem særlige rettigheder.

Blandt disse rettigheder bør forekomme automatisk fornyelse af arbejdstilladelse, anerkendelse af eksamensbeviser, retfærdig beskatning og garanti for sygesikring.

Grænsearbejderen behøver dobbelt beskyttelse, dvs. med hensyn til sin kontrakt i det land, hvor han arbejder, og med hensyn til sygeforsikring, beskatning og social sikring i det land, hvor han bor.

Hvilke lovgivningsinstrumenter vil Kommissionen på baggrund af ovenstående foreslå for at beskytte grænsearbejdernes rettigheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(17. juni 2002)

Kommissionen skal gøre opmærksom på sit forslag fra 1998(1) om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet(2). Kommissionen foreslog, at der blev indføjet en særlig bestemmelse om grænsearbejdernes situation. Denne bestemmelse ville i væsentligt omfang styrke grænsearbejdernes retssikkerhed.

(1) EFT C 344 af 12.11.1998.

(2) EFT L 257 af 19.10.1968.